Et nyt sted at lave og gemme skandaler

Folketingets flertal har nu vedtaget at give ministre, folketingspolitikere og embedsmænd et drastisk udvidet frirum. Det skete, selvom der samtidig er blevet afsløret i en undersøgelseskommission, hvordan sådan et frirum kan bruges til lovbrud og vildledning.

99 folketingsmedlemmer stemte for offentlighedsloven, mens 42 stemte imod. De enkelte medlemmers stemmer kan ses her.

Statsløsekommissionen undersøger sagen om integrationsministeriets retsstridige behandling af unge statsløse, der havde ret til dansk statsborgerskab, men ikke fik det. Denne sag er foregået i det frirum, den eksisterende offentlighedslov har sikret for ministre og embedsmændene i deres ministerium. Kommissionens undersøgelse er derfor et kig ind i et frirum, hvor lov og ret er blevet tilsidesat, og vælgerne og Folketinget er blevet vildledt.

Det er ikke tid og sted at fordele ansvaret for statsløseskandalen. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at forløbet klart viser, at systemet har svigtet totalt. Dette svigt har kunnet skjules ved hjælp af et frirum, der svarer til det frirum, den ny offentlighedslov skaber omkring ministerierne og deres tilknyttede styrelser m.m.

Statsløsesagen sammenlignes med god grund med Tamilsagen. Den handlede om et tilsvarende totalsvigt i et ministerium, nemlig det justitsministerium, der har været hovedkraften i at få udvidet det allerede eksisterende frirum.

Nu er det altså sket igen på en måde, der burde have fået alle til at overveje, hvordan vælgernes berettigede krav om politisk og demokratisk efterkontrol med statsmagten kan ligestilles med ministres, regeringspolitikeres og embedsmænds ønsker om at kunne drøfte politik i fortrolighed.

Den lære har regeringen og dens folketingsflertal ikke villet drage. I stedet har de valgt at øge frirummet uden på noget tidspunkt at dokumentere  behovet for en sådan udvidelse. Dermed har de gjort sig sårbare for formodninger om, at de foretrækker at gemme skandaler af vejen frem for at forhindre, at der foregår noget skandaløst i det forøgede frirum.

Det er en udfordring af demokratiet og de borgere, der sætter den demokratiske samfundsorden over døgnets politik. Den udfordring er allerede taget op under kampen mod mørklægningsloven, og den vil blive fortsat med det mål at sikre en stadigt større åbenhed og demokratisk efterkontrol i det danske samfund.

Lars Rugaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *