Der er næsten en måned til, at en såkaldt offentlighedslov beskærer offentlighedens mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning. Men allerede nu trækkes der flittigt i gardinsnorene for at få trukket endnu flere mørklægningsgardiner ned.

Det har overrasket mange, der opfattede det som en politisk garanti for et vist mindstemål af åbenhed, når justitsminister Morten Bødskov pralede af, at den  ny lov udvidede aktindsigten til “selskaber, hvor det offentlige ejer mere end 75 pct. af ejerandelene, samt selskaber, institutioner m.v., i det omfang de træffer afgørelser på vegne af staten, en region eller en kommune”.

Nu ved vi, at det i virkeligheden var et varsel til ministerkollegerne og statsadministrationen om at være klar til at få lukket denne åbenhed, der var ren markedsføring af en lov, der i stigende grad bærer navnet offentlighedslov med urette.

Seks ministerier har allerede reageret og anvendt adgangen til i samråd med justitsministeren at lukke af for en af de få ting, der lignede en forøgelse af åbenheden.

Og flittigst ved mørklægningsgardinet er finansminister Bjarne Corydon.

Af de 58 undtagelser fra loven, der er varslet, kommer 28 fra Finansministeriet. De forsvares med forretningsmæssige hensyn. Det gør de til trods for, at loven allerede har en paragraf (§ 33), der giver adgang for at lukke af for aktindsigt i sager, der berører

 “det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.”

Men den slags sikkerhed er ikke nok for finansministeren. Alt omkring de 28 virksomheder, han har med på listen, skal være mørklagt. Det gælder ikke mindst DONG-gruppen, der i sin omtumlede levetid har været impliceret i flere problematiske sager, som har haft befolkningens berettigede interesse.

Finansministerens holdning til åbenhed omkring offentlige selskaber er helt i tråd med den holdning, han viste i sagen om Rigsrevisionens undersøgelse af solcellesagen – skandalen omkring energiminister Martin Lidegårds og energiministeriets svigt, da de blev gjort opmærksom på et stort og kostbart hul i lovgivningen.

Sagen førte til kritik i Folketinget, og Statsrevisorerne satte Rigsrevisionen til at undersøge sagen, ikke mindst ministerens og ministeriets håndteringen af lovgivningen.

Finansminister Bjarne Corydon var da pennefører for en “opposition” blandt regeringens topfolk, der ikke ville acceptere, at ministres lovforberedende arbejde skal kunne kigges efter i sømmene. Der var forlydender om, at aktionen i virkeligheden var iværksat af den magtfulde gruppe af ministerielle departementschefer, men det afviste Corydon.

Sagen endte med, at finansministeren og hans “bagmænd” blev sat på plads af statsrevisorerne med folketingets opbakning. De fik dog et løfte om at diskutere Rigsrevisionens undersøgelser generelt, og der er grund til at formode, at Bjarne Corydon vil prøve at bruge det som endnu et mørklægningsgardin, der kan hives i.

Når finansministerens holdninger er så væsentlige, hænger det naturligvis sammen med finansministerens nøglerolle i regeringen – den der betaler gildet, bestemmer menuen.

Men dertil kommer, at Corydon er noget, der betyder meget i dagens danske politik: Han er tidligere mappebærer, og vel at mærke mappebærer for den politiker, der sidder for bordenden i regeringen – statsminister Helle Thorning Schmidt.

Så når Corydon modarbejder åbenheden, er der ingen tvivl om, at han er i nøje overensstemmelse med regeringschefen, og at han bare gør det, han altid har gjort – gør hvad hun har sagt.

Af Lars Rugaard