Der er ingen grænser for virkningerne af justitsminister Morten Bødskovs forslag til en ny offentlighedslov – bogstavelig talt. Det, der bliver mørklagt efter dens paragraffer, vil i princippet være det i mange år – og det er endnu en grund til ikke at vedtage loven.
Berlingske fortæller i dag (20/5-2013) om næsten grænseløs hemmeligholdelse og citerer ekspertforklaringer, der viser, at det faktisk er regeringens hensigt at indhylle dansk politik i en mangeårig mørklægning. Det forekommer selv fortalere for mørklægningen som professor Jørgen Grønnegaard Christensen og advokat Christian Scherfig urimeligt, og sidstnævnte foreslår en lempelse, så afvist aktindsigt evt. kan gives efter et år.
Den slags positive erkendelser hos folk, der går ind for mørklægningen, kan virke opløftende. Men det er vigtigt at holde fast i, at mørklægningen er et problem, der ikke skal løses ved lempelser af urimelighederne, men ved en fjernelse af mørklægningen. Christian Scherfigs forslag er kan bruges til at flytte fokus fra mørklægningssagens kerne – selve mørklægningen – og det er der ikke brug for.
Den lange varighed af hemmeligholdelsen er en grotesk konsekvens af mørklægningsloven, og det problem løses automatisk, når den opgives.
Lars Rugaard