Justitsminister Morten Bødskov (S) mener åbenlyst, at det er i orden at vildlede Folketinget gennem fortielser eller løgn, hvis der er noget, han og hans embedsmænd ikke synes, Folketinget skal vide noget om.

Dermed leverer han et afgørende bevis for, at det er livsfarligt for demokratiet at give lige præcis ham mulighed for at gemme sine handlinger bag en ministerbeskyttelse, der mørklægger en væsentlig del af arbejdsgangen mellem ministerier og deres styrelser. Det er netop det, der sker med den såkaldte offentlighedslov, som Bødskov selv har fået vedtaget, og som træder i kraft ved nytår.

Justitsministerens holdning til, hvordan ministre kan behandle Folketinget, fremgår af hans forklaring til Berlingske på, at han sammen med den tidligere formand for Folketingets retsudvalg , Anne Baastrup (SF), fik forpurret et besøg af retsudvalget  i fristaden Christiania. Det klaredes ved at fortie den virkelige grund og i stedet meddele, at udvalget ikke kunne komme på besigtigelse, fordi Københavns politidirektør ikke havde tid.

Forklaringen lyder:

Retsudvalget har ikke fået det trusselsbillede, som lå bag udskydelsen af besøget på Christiania. Men det er der en grund til, nemlig at jeg ikke mente og stadig ikke mener, at de oplysninger skal videregives, fordi det vil kompromittere efterretningstjenestens kilder og efterretninger, som er dens hjertekule.

Der er tale om den sædvanlige Bødskovske talen ved siden af, for det afgørende er, at retsudvalget overhovedet ikke fik at vide, at PETs ledelse havde meddelt, at det kunne være risikabelt at tage til Christiania med Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, som deltager i udflugten.

Det kunne man udmærket have fortalt uden at afsløre, hvordan PET-ledelsen havde fundet frem til det “overraskende” resultat, der skal ses i sammenhæng med, at PET-medarbejdere har klaget over ledelsens håndtering af netop Christiania-besøget.

Forklaringen betyder, at den socialdemokratiske justitsminister giver sig selv kompetence til at bestemme, hvad Folketinget må vide og til at vildlede det, når han – og hans embedsmænd – finder det skadeligt, problematisk eller bare upraktisk at fortælle sandheden.

Folketinget har etableret et system, der gør det muligt at få orientering om PETs aktiviteter og vurderinger, og uanset hvad man mener om kvaliteten af det, må man konstatere, at det er et udtryk for Folketingets accept af, at PETs arbejde skal beskyttes – ikke gennem løgn eller fortielse, men gennem fortrolig orientering.

Men et er ministerens manglende respekt for Folketinget. Alvorligst er, at der er tale om en forbrydelse. Grundloven fastslår, at “ministrene er ansvarlige for regeringens førelse” og at ministeransvaret reguleres ved lov. Den lov er ministeransvarlighedsloven, der i § 5 siger, at ministre straffes for pligtforsømmelse og tilføjer:

 Bestemmelsen …. finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Det ansvar gælder også det arbejde, der foregår i Folketingets udvalg. Udvalgsarbejdet er i vid udstrækning forberedelser af lovgivning og kontrol med, at regeringen arbejder i overensstemmelse med Folketingets vilje.

Derfor er ethvert forsøg på at vildlede Folketinget på en måde et forsøg på gennem et statskup at tage magten fra lovgiverne. Og derfor er Folketinget nødt til at slå hårdt ned på “mini-statskup” som det, Bødskov har gennemført.

I denne sag vægter Morten Bødskov noget, der i bedste fald ligner nogle praktiske hensyn hos PET højere end retsudvalgets ret til tilrettelægge sit arbejde. Det samme gør den daværende udvalgsformand, der viser sig mere loyal over for den regering, hun bl.a. er valgt til at kontrollere, end det udvalg, der skal kontrollere den.

Det viser en anden alvorlig fare for demokratiet ved den offentlighedslov, Bødskov fik vedtaget i juni. Den undtager aktindsigt i udvekslinger af breve og andre dokumenter mellem ministre og folketingsmedlemmer. Fremover kan Bødskov’er og Baastrup’er under tæt mørklægning rotte sig sammen mod Folketinget og dets vælgere.

Under debatten om offentlighedsloven blev det fremhævet, at den satte pressens kontrol med magthaverne ud af spillet. Den gang var et af Morten Bødskovs hovedargumenter, at der var så mange andre kontrolmuligheder – Folketinget, Rigsrevisionen, ombudsmanden o.s.v.

Fornylig forsøgte regeringen – heldigvis forgæves – at forbyde Rigsrevisionen at se på lovgivningsarbejdet i Sollcellesagen. Nu får vi et eksempel på, hvad Bødskov selv gør for at koble Folketinget ud.

Gad vide hvad de har tænkt sig at gøre ved ombudsmanden?

Af Lars Rugaard