Det går strygende i det danske regeringscentrum. Det ser man, hvis man bruger pressens seneste rapporter om, hvad der foregår, som guide. Der arbejdes hårdt, og den kreative innovation er stor, især når det drejer sig om at redde politiske chefer og kolleger ud af problemer.
Tag f.eks. disse synlige udslag af aktiviteterne:
- I Socialministeriet sad embedsmænd og gav en organisation særundervisning i at skrive en ansøgning, embedsmændene siden kunne godkende.
- I Justitsministeriet og PET arbejdede embedsmænd sammen med deres justitsminister og en venligtsindet parlamentariker på at forhindre en partileder i at besøge Christiania.
- I Statsministeriet prøvede embedsmænd på at tvinge Rigsrevisionen til at lade være med at undersøge fejlbehæftet lovforberedelse.
- I Udenrigsministeriet sendte embedsmænd en udvklingsminister i byen med vildledende oplysninger om det skandaleramte GGGI.
Det sidste eksempel kan ligne noget af en svipser, men som i så mange af den slags sager kan man aldrig være sikker: At dumme sig kan til tider være en måde at opnå ønskede resultater på.
Listen er næppe udtømmende, og det er sandsynligt, at der findes eksempler på lignende kreativitet, som vi ikke har hørt om endnu – og måske heller aldrig kommer til at høre om.
Men bare i denne korte form rejser listen to spørgsmål:
- Er det rimeligt, at vi fra nytår på grund af den nye offentlighedsmørklægningslov skal gå glip af så megen spændende underholdning, bare fordi ministre og embedsmænd er ved at være flove over al deres kreativitet?
- Stiger kreativiteten, når regeringen nu henter en partikammerat (eks-finansminister Pia Gjellerup) i embedsmændenes fagforening til at styre et nyt Center for offentlig innovation?
Svarene er forhåbentlig ikke fløjet væk sammen med “Bodil”.
Lars Rugaard