Om et øjeblik er det februar, og så kommer justitsminister Morten Bødskov med sit forslag til en ny offentlighedslov. Det er en lov, der vil lukke af for afsløring af politiske affærer som  den skattesag, der netop nu undersøges af Skattesagskommissionen.

Så bliver det nemlig umuligt at følge med i, hvad ministre gør for at snyde den presse og de vælgere, der fratages mulighed for at kontrollere magten.  F.eks. det, der er kommet frem i forbindelse med afhøringen af skatteministeriets koncernchef i skattesagen omkring statsministerens mand.

Skattesagen er et godt eksempel på, hvad der sker. Og hvad man ikke kan opdage fremover.

Udgangspunktet er, at skatteministeren og hans departement må ikke blande sig i Skats sagsbehandling. Det fremgår af gældende lov.

Men der findes en kattelem, og den blev taget i brug. Den hedder presseberedskabet, og det handler om, hvad ministeren skal sige, hvis og når en kendt persons skattesag bliver et offentligt anliggende. Når nu Skat beskæftiger sig med den siddende regerings alvorligste rivals forhold, vil der jo komme spørgsmål fra pressen til ministerens holdning, hvis afgørelsen kommer frem. Ministerens folk har forklaret, at det skulle forberedes grundigt.

Afhøringerne i kommissionen har vist, at presseberedskabet kørte i højt gear. Den særlige rådgiver, som andre kalder spindoktoren, havde adgang til papirer og embedsmandsvurderinger, og departementschefen  afhørte Skats folk og stillede forslag. Hans næstkommanderende, koncernchefen, sendte e-mails med forslag og irritationsudbrud.

Det er kommet frem, fordi journalister på Politiken skaffede sig aktindsigt i embedsmændenes kalendere og på det grundlag kunne fortælle om skatteministeriets interesse for sagen. Det gjorde så stor opsigt, at sagen måtte undersøges nærmere.

Skatteministeriets interesse for sagen er som sagt begrundet med henvisning til ministerens presseberedskab – forberedelsen af de budskaber, han skulle give til offentligheden, hvis den politiske hovedmodstanders ægtefælle tabte eller vandt sin skattesag.

Men bemærk – Skat er som nævnt et administrationsområde, hvor ministeren ikke må blande sig i sagsbehandlingen. Derfor er den eneste relevante kommentar til en afgjort skattesag, en minister kan komme med, at Skat har truffet en afgørelse i overensstemmelse med de gældende regler, og at ministeren har taget den til efterretning. Skulle afgørelsen rejse principielle problemer, kunne han tilføje, at han ville tage dem op til videre behandling.

Det svar kræver ikke, at ministerens folk mandsopdækker Skats sagsbehandlere og giver dem forslag og kritik. Det gør reelt argumentet om presseberedskab til en dårlig undskyldning for at blande sig i noget, de ikke må blande sig i.

Sagen efterlader i det hele taget  det indtryk, at hele det offentlige systems berettigelse efter de skiftende regeringers opfattelse er at sørge for, at den siddende minister kan tage sig bedst muligt ud.

Det skyldes først og fremmest, at Danmark i modsætning til en række andre lande ikke har sørget for at afgrænse regeringens politiske arbejde i forhold til det forvaltningsmæssige arbejde. Danske ministre har ikke et politisk kabinet omkring sig, men kan bruge hele statsadministrationen til deres politiske arbejde med få undtagelser som Skat.

Og som  man kan se, har lysten til at inddrage Skat været stor.

Om kort tid foreslår justitsministeren, at der ikke længer skal være adgang til embedsmændenes kalendere, ligesom der i flere år har været lukket af for ministrenes egne kalendere.

Og så er der  frit slag. Så kan Bødskov og andre nuværende og kommende ministre sende deres folk ud og lægge pres på laverestående embedsmænd, uden at det kan  afsløres via aktindsigt i deres kalendere.