I dag får vi endnu en gang en justitsminister, der både har afvist mørklægningsloven og stemt for, at den skal lukke af for danskernes kontrol med ministre og embedsmænd fra nytår.
Hun hedder Karen Hækkerup, og for tre år og et par dage siden sagde hun, at loven med det officielle navn offentlighedsloven var “fuldstændig uacceptabel”. Til Berlingske (9. december 2010 – link her) kom hun med denne klare og skarpe karakteristik af, hvad det var, VK-regeringens justitsminister, Lars Barfoed (K), havde gang i:
“Den ene skandale efter den anden ruller hen over avisforsiderne, og man ved, at de kun kommer frem, fordi journalisterne har haft mulighed for aktindsigt. I den situation kan man godt blive meget betænkelig ved, hvad det er, regeringen har gang i. Selvom vi måske vinder næste valg, så er det ikke rimeligt, hvis man ikke i et demokrati kan se magthaverne over skuldrene.”
Man kunne, med temmelig god ret og uden at krænke sandheden, sige det samme i dag.
Justitsminister Karen Hækkerup arver forgængerens gennemførte mørklægning af ministerbetjeningen på tværs af alle myndighedsgrænser – en lov, der med rette opfattes som mordet på åbenheden i Danmark.
Det er et stykke overordnet regeringspolitik, som den nye justitsminister ikke har umiddelbare muligheder for at ændre gennemgribende.
Men der er dog et punkt, hvor den nye minister kan træde i karakter og vise, at hun mente noget med at afvise Barfoeds lovforslag i 2010, nemlig justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven, der netop har været i høring.
Den vejledning, forgænger Bødskov har udarbejdet, strammer til på et punkt, der ellers blev solgt som en stor forbedring af åbenheden, da mørklægningsloven skulle snakkes igennem debatten, nemlig den såkaldte meroffentlighed. Det drejer sig om adgangen til at få materiale, der ellers er omfattet af undtagelser fra aktindsigten.
Det hidtidige princip blev udtrykt sådan af daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1986:
“Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”
Disse toner findes ikke i vejledningen, der gennem subtile formuleringer inspirerer sagsbehandlerne til at lukke af for muligheden for meroffentlighed.
Den vejledning kan ministeren bruge til at bøde på de bødskovske mørklægninger.
Samtidig kan hun gribe ind over for seks ministerier, der gennem bekendtgørelser er ved at lukke af for den adgang til offentlige selskaber med 75 % ejerandel, som loven under hornfanfarer havde åbnet.
Aktion fra den nye minister på sådanne punkter ville være et lysglimt i et tiltagende mørke.
Af Lars Rugaard