Det er ikke blevet lettere at holde fast på åbenheden i det danske statssystem.

Enhedslisten valgte i går (12. december) endnu en gang at holde hånden under en minister, der har forsyndet sig mod alle regler om god forvaltning, ligebehandling af ansøgere, korrekt orientering af folketinget og elementær troværdighed.

Partiet har tidligere reddet energiminister Martin Lidegaard, og denne gang gjaldt det partileder og socialminister Anette Vilhelmsen. Derimod var sympatieffekten ikke stærk nok til at redde justitsminister Morten Bødskov, der træder tilbage i dag.

Konsekvensen kunne se ud til at være, at ministre fremover kan slippe forholdsvis fra at blive afsløret i løgn, vildledning og misregimente, hvis Enhedslisten enten finder deres holdninger sympatiske eller ikke tør skabe en egentlig regeringskrise.

Det kan næppe virke afskrækkende på ministre og embedsmænd, der sætter sig udover gældende regler ud fra en formodning om, at det nok ikke bliver opdaget (se mere om det i blogindslaget “Åbenhed er den bedste medicin”).

Der kan citeres mange grunde til, at Enhedslisten ikke havde interesse i at få fyret Anette Vilhelmsen:

• Hun er partileder, og en fyring kunne sende SF ud af regeringen.
• Hendes forhold til Enhedslisten er i orden.
• Fyringen kunne forgifte forholdet mellem regeringen og partiet drastisk
• O.s.v. o.s.v.

Flere grunde er nævnt, flere grunde kan sikkert nævnes.

Det korte af det lange er, at Enhedslisten ikke fastholdt filosoffen Immanuel Kant’s læresætning:

“Lad retfærdigheden herske, om så alle verdens slyngler skal forgå derved”.

Af Lars Rugaard