Så fik vi et nyt kig ind bag mørklægningsgardinerne for endnu en gang at konstatere, at der foregår ting, der ikke tåler dagens lys. Denne gang i Udenrigsministeriet, hvor embedsmænd gemte belastende oplysninger af vejen og endte med at trække gulvtæppet væk under en udviklingsminister.

Statsministeren har straks belært os om, at vi ikke må tro, at alle embedsmænd er lige så slemme – naturligvis, fristes man til at sige. Hun er jo som regeringschef hovedansvarlig for, at der fra nytår lukkes drastisk ned for befolkningens mulighed for at følge med i spillet mellem ministre og embedsmænd. Vi må tilsyneladende ikke tro, at det så kan gå hen og blive værre endnu.

Problemet med statsministerens pavlovske reaktion er ikke, at hun siger noget forkert, men at hun straks starter en omgang damage control for at prøve at bortvejre den berettigede bekymring, det vækker, at ting som dem, der foregik i Udenrigsministeriet, falder sammen med at den ny offentlighedslov (“mørklægningsloven”) træder i kraft.

Sagen i Udenrigsministeriet (se redegørelsen her) handler som en række andre sager om det politisk-administrative systems troværdighed og befolkningens tillid til, at den kender sandheden om den politiske forvaltning, når den næste gang skal til folketingsvalg. Tænk bare på sagen om lovsjuskeriet omkring solcelleloven og manipulationerne omkring Folketingets retsudvalgs besøg i Christiania. Også i disse sager skal spillet mellem ministre og embedsmænd granskes, og også de har fundet sted i denne regeringschefs embedsperiode.

Sagen i Udenrigsministeriet handler ikke om ministerbetjening fra underordnede styrelser etc., og derfor er den ikkke omfattet af den stærkt kritiserede – og kritisable – ministerbetjeningsparagraf i den nye offentlighedslov.

Men den handler om data, der efter den gældende lov kan gives aktindsigt i efter bestemmelsen om meroffentlighed. Det er om denne bestemmelse, der siges i den vejledning til loven, der gælder indtil nytår:

Som det er fremhævet i loven og i vejledningen, er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt.

Den holdning har tidligere justitsminister Morten Bødskov og Justitsministeriets embedsmænd fjernet alle spor af i deres udkast til en ny vejledning til den nye offentlighedslov. I stedet har de, som påpeget af Rådet for åbenhed i en vurdering (læs den her), lavet en vejledning, der inspirerer til at afvise og til at forhale behandlingen af ansøgninger om aktindsigt.

Hvis statsministeren har et så stort behov for at berolige, som hendes reaktion på sagen fra Udenrigsministeriet tyder på, vil et indgreb mod mørklægningen være langt mere virksomt end automaterklæringer som den, der kom i dag.

Af Lars Rugaard