Dagens kig ind bag statsadministrationens mørklægningsgardiner viser en topembedsmands opfattelse af, hvad embedsmænd ikke behøver at fortælle offentligheden, og hvad de kan gøre, for at holde ting tilbage. Det er ikke opbyggelig læsning.
Det drejer sig om Skatteministeriets tidligere departementschef, Peter Loft, der i dag har været til afhøring på Skattesagskommissionens efter planen sidste afhøringsdag.
Referaterne fra afhøringen citerer Loft for en opfattelse af, at der ikke er noget galt i at fjerne omtale af akter – altså dokumenter – fra en liste over en sags akter. Det kunne man i skattesagen gøre, fordi de – efter hans opfattelse – ikke var relevante. Han mente også, at det ikke var tale om at slette noget, men bare om at ændre.
De akter, der skulle indgå i den ”ændring”, Loft fandt rimelig og berettiget, kom fra Skatteministeriet og gik til Skat i København i forbindelse med skattesagen omkring statsminister Helle Thorning Schmidts mand, Neil Kinnock. Planen om ”ændringen” blev opgivet, da det blev opdaget, at der var tale om en computerudskrift, og at det formentlig ville kunne ses, at der var blevet manipuleret med den.
I følge Loft var formålet med det hele ikke, som andre vidner har forklaret, at snyde Ombudsmanden, der behandlede en klage fra en journalist på Jyllands-Posten over afslag på aktindsigt. Formålet var udelukkende at undgå, at pressen fik ”genåbnet” sagen. Hvordan Loft så har forestillet sig, at man kunne snyde pressen uden at snyde ombudsmanden, står foreløbig hen i det uvisse.
Loft har også forklaret, at han anså det for et problem, at han var den eneste bidragyder til listen, der nævntes ved navn. Det var at servere hans rolle i sagen ”på et sølvfad” for journalisterne.
Peter Loft ville altså snyde pressen for præcis viden, hvad han og hans ministerium havde været med til i sagen, og det ville han uanset at den offentlighedslov, der gjaldt under skattesagen og gør det indtil nytår, klart giver aktindsigt i udveksling af dokumenter mellem forskellige myndigheder, dvs. Skatteministeriet og Skat. Der kan ske undtagelser, hvis der er tavshedspligt, men havde der været det på dette punkt, var der jo ingen grund til at snyde.
Uanset om det, der skulle gemmes af vejen, var magtmisbrug, manipulation, selvbeskyttelse eller lovlig sagsbehandling, var departementschefen indstillet på at bryde loven for at undgå at få ”genåbnet” en sag, hvor han selv spillede en væsentlig rolle. Han prøvede med andre ord at udnytte sin stilling til at fremme en politisk og/eller personlig interesse.
Pressen er uanset flotte ord om ”den fjerde statsmagt” ikke forsynet med særlige rettigheder til viden om, hvad der sker i det politisk-administrative system. Men som alle andre borgere har pressen – i hvert fald i endnu et par uger – ret til aktindsigt, og det er et lovbrud at hindre dem i at få denne ret. Det er dog et af den slags lovbrud, der ikke straffes, hvilket gør det gratis at bryde loven.
Men pressen er i vidt omfang borgernes hovedtelefon og mikrofon, og det gør det så meget mere problematisk. når Peter Loft og alle de mange andre embedsmænd, der afslår eller forhaler aktindsigt på et ulovligt grundlag, ret beset bedrager befolkningen ved at fratage dem viden om virkeligheden i det politisk-administrative system.
Og det er et udbredt magtmisbrug.
Information afslørede den 9. december, hvor dan en embedsmand i Sundhedsstyrelsen forklarede andre embedsmænd, hvordan han havde kørt en journalist i skoven (læs her).
Udenrigsministeriet indrømmede i går i en redegørelse (læs her), at embedsmænd havde fortiet væsentlige oplysninger i GGGI-sagen for både udviklingsministeren og Folketinget.
Energiministeriets og Energistyrelsens folk og energiministeren fortiede lovsjusk indtil Berlingske afslørede det. Da Rigsrevisionen forsøgte at udforske lovsjuskeriet, prøvede regeringen at forhindre det – ifølge nogle kilder på opfordring fra en gruppe departementschefer.
—
Hvis man skal udpege en helt i denne traurige historie, må det være den database, der gjorde det umuligt for Peter Loft at gennemføre den ”ændring” af aktlisten, som de fleste andre formentlig opfatter som fjernelse af viden, der kunne være belastende for ham og evt. andre.
Men når den nye offentlighedslov træder i kraft ved nytår, hjælper det ikke borgerne – for nu kan embedsmænd og ministre klare sig ved at sige, at der er tale om ministerbetjening. Og den har regeringen med udstrakt støtte fra embedsmændene fået ind i loven.
Af Lars Rugaard