Justitsministeriet rystes endnu en gang af en skandale, der handler om troværdigheden i det ministerium, der har ansvaret for åbenheden og retssikkerheden i Danmark. Det er en alvorlig sag, der kræver en grundig oprydning, ikke blot i ministeriet, men også i den indskrænkning af åbenheden, det har været hovedansvarlig for.
For nylig blev justitsministeren fyret. I dag blev departementschefen og en ledende medarbejder fritaget for tjeneste, mens deres ansvar for bl.a. vildledning af folketinget underkastes en tjenstlig undersøgelse.
Den 14. januar er det 21 år siden, at det samme skete. Da sendte beretningen om Tamilsagen den ansvarlige minister i Rigsretten og Justitsministeriets departementschef samt andre topfolk i ministeriet til en tjenstlig undersøgelse.
Alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, og det er den tjenstlige undersøgelse, der skal afgøre bevisets stilling. Men pressemeddelelsen fra Justitsministeriet (læs her) lader ikke nogen i tvivl om, at justitsminister Karen Hækkerup mener, at der er noget ”at komme efter”. Kammeradvokaten har vurderet ”om der er grundlag for at tage ansættelsesretlige skridt”, og den vurdering har fået ministeren til at sende departementschef Anne Kristine Axelsson og en anden, unavngiven topembedsmand til tjenstligt forhør.
Tamilsagen handlede om ulovlig forvaltning beordret af daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen og gennemført af embedsmænd, der ikke sagde fra over for ministeren. I op til 16 måneder fik tamilske flygtninge ikke godkendt familiesammenføring, som loven gav dem ret til. Det lod sig gøre ved hjælp af løgn, fortielse og vildledning.
Om den nye sag i Justitsministeriet er det allerede nu bevist og indrømmet, at ministeriet endnu en gang har taget tilflugt til løgn, fortielse og vildledning, da Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, skulle forhindres i at besøge Christiania sammen med Folketingets retsudvalg.
Sagen er opsigtsvækkende. Justitsministeriet er sammen med domstolssystemet garant for retssikkerheden. Det er storleverandør af dommere og administrative topfolk, ikke mindst inden for politi, anklagemyndighed og kriminalforsorg. Og det er Folketingets og regeringens væsentligste rådgiver i juridiske spørgsmål.
Ministeriet har således haft den afgørende indflydelse på den offentlighedslovgivning, der blev gennemført sidste sommer og som trådte i kraft ved nytår. Ministeriet skrev et kommissorium for offentlighedskommissionen, der lagde op til mindre åbenhed, ligesom det sørgede for at sammensætte af kommissionen sådan, at der var flertal for mindre åbenhed.
En nøgleperson i dette arbejde var netop Anne Kristine Axelsson, der ifølge andre medlemmer af kommissionen kørte et benhårdt løb for beskæring af åbenheden (læs mere her). Hun efterfulgte i marts 2011 tidligere departementschef Michael Lunn, der var den, der efter Tamilsagen skulle genoprette Justitsministeriets troværdighed.
Siden har ministeriet under voldsom kritik rådgivet folketingsflertallet om forslagenes gennemførelse op til den endelig vedtagelse af ”mørklægningsloven”, som den nye offentlighedslov også kaldes, den 4. juni sidste år.
Sagen om Christiania-løgnen er i øvrigt ikke den eneste skandalesag, departementschefen har været impliceret i. Hun blev kritiseret for sin rolle i sagen om nuværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens udelukkelse fra en ministerpost, da S-SF-RV-regeringen blev dannet i september 2011.
Justitsministeriets energiske kamp for at stække åbenheden samtidig med, at ministeriet er blevet grebet i et alvorligt tilbagefald til løgn, fortielse og vildledning, gør det nødvendigt at tage mørklægningsloven op til ny behandling.
For Christiania-sagen viser, at et lukket system anser det for acceptabelt at lyve sig ud af problemerne.
Mod det hjælper kun åbenhed og gennemsigtighed. Det var der i nogen grad i den gamle offentlighedslov. Spørgsmålet er nu, om det ikke er på tide at udvide den åbenhed, vi havde indtil nytår, endnu mere.
Af Lars Rugaard