I virkeligheden er det meget lidt, modstanderne af statens salg af DONG-aktier til Goldman Sachs véd og kan vide om handelen. Regeringen med finansminister Bjarne Corydon som hovedmand har sørget for, at viden om salget er samlet hos meget få personer. der så til gengæld har brugt denne viden selektivt og taktisk til at påvirke de mange.

I sig selv er den taktik en god grund til at sige nej til Goldman Sachs-aftalen. For taktikken gør sagen til et spørgsmål om tillid eller mistillid til en regering, der behandler befolkningens holdninger som  noget, der skal manipuleres væk, og som siden 2011 har bevæget sig fra den ene tillidskrise til den anden.

Muligheden for at manipulere er blevet brugt til det yderste. Når presset fra indvendinger eller belastende enkeltheder er blevet for stort, har finansministeren hentet endnu en kanin frem fra sit lager af tryllerekvisitter – en henvendelse var useriøs, EU-regler forhindrer en ændring, et stop vil koste jobs etc. etc.

Begrundelsen for, at et udspil fra pensionskassefolk betegnedes som useriøst, var, at det dukkede op på en avisforside. Finansministeren er ganske vist meget ny – alt for ny? – i dansk politik, men det er efterhånden temmelig mange politiske tilbud, initiativer etc., der  er startet med en avisoverskrift.

EU-reglerne er nogle spilleregler, der skal følges, bl.a. for at sikre ordentlig behandling af sagerne. Men for finansministeren er det er problem, for det skal gå hurtigt – oven i købet hurtigere end den frist, der er aftalt med Goldman Sachs.

Og det fører direkte til påstanden om, at det koster jobs – for det gør det i følge finansministeren, for nu haster det med at skaffe penge.

Ingen uden for kredsen af nøgleministrene og dens topembedsmænd har mulighed for at gennemskue, om den forklaring holder. Men er den rigtig, rejser den spørgsmålet, om den siddende finansminister og evt. hans forgænger i VK-regeringen har udvist rettidig omhu, eller om de har ventet for længe med at skaffe penge til DONG, og for hurtigt har indskrænket investorerne til bl.a. en bank med et internationalt ry, der mildt sagt ikke kan siges at være smukt.

Det var det samme berhov for hastværk, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forleden skrev om på Facebook:

Man skal altid kunne diskutere vigtige beslutninger. Men beslutningen om Dong er truffet og lad os nu bruge kræfterne på at skabe grundlag for flere danske arbejdspladser!

I min oversættelse er det ren magtarrogance:

I må da godt snakke. Men hold kæft, når vi regerer!

I et repræsentativt demokrati ender regningen for ministres fejl og forsømmelser hos dem, der har valgt dem. Men det betyder ikke, at dem, der betaler gildet, ikke skal have det afgørende ord. Og hvis det er “Tøv en kende”, må det gå forud for evt. behov for at dække over fejl og forsømmelser.

I et repræsentativt demokrati er “tillid” et nøgleord. De, der vælger repræsentanter, skal vise tillid til dem, de har valgt, og de valgte handler på grundlag af denne tillid.

Men tillid er ikke en ensidig sag. Skal den bevares hos vælgerne, kræver det, at disse føler sig bekræftet i, at de valgte lever op til tilliden.

Den siddende regering har i mange tilfælde gennemført politik, der er i modstrid med, hvad den sagde eller ligefrem lovede, før de kom til magten. Det har belastet dens omdømme blandt mange vælgere.

Den har også fulgt den tidligere regerings kamp mod åbenheden i det danske samfund, både ved at afskære adgangen til aktindsigt og til at lægge op til en mere restriktiv praksis for borgernes mulighed for at kontrollere, at alt går rigtig til i den offentlige forvaltning.

Netop finansminister Bjarne Corydon har vist, hvor langt regeringen vil gå for at forhindre kontrol med forvaltningen. Da Rigsrevisionen med Folketingets godkendelse skulle undersøge, hvorfor energiministeriet trods viden om problemer lod Folketinget vedtage en fejlbehæftet solcellelov, forsøgte finansministeren at standse undersøgelsen med en påstand, der viste sig usand – nemlig at det aldrig var sket før.

Løftebrud, manglende åbenhed, magtarrogance, tillidskriser og usande forklaringer er en væsentlig grund til modstanden mod salget af DONG-aktierne til Goldman Sachs. Med god grund.

Rigtig mange har nemlig ikke tiltro til Bjarne Corydon og hans regering som aktiemæglere.