Regeringen og dens væbnere har arbejdet hårdt på at få placeret ansvaret for børnecheck-sagen hos tidligere Venstre-ministre, og takket være velvillig fortolkning af den nye, stramme offentlighedslov er det lykkedes med succes – men ikke uden ofre.
Meget tyder nemlig på, at regeringssoldaterne i deres iver har svækket både den offentlighedslov, der gennem mørklægning forhindrer borgerne i at følge med i det administrativt-politiske spil, samt det justitsministerium, der har været arkitekten bag mørklægningen.
For aktionen kan kun gennemføres, fordi Skatteministeriet fortolker offentlighedslovens centrale regler om meroffentlighed i dokumenter, der er undtaget fra aktindsigt, på en måde, som mange fremover med fordel kan henvise til, når de slås om aktindsigt med vrangvillige politikere og embedsmænd.
Dertil kommer, at aktionen samtidig afslører Justitsministeriets juridiske troldmænd i en form for juridisk fortolkning, der formentlig ville ligge under dumpegrænsen ved den juridiske embedseksamen. Trods advarsler fra andre embedsmænd leverede ministeriet den politisk ønskede løsning ved at se bort fra den gældende lov og nøjes med at læse traktaten, hvilket groft sagt svarer til at kigge i Grundloven efter regler om højresving i trafikken.
Aktionen startede den 19. december, da en medarbejder fra Socialdemokraternes pressetjeneste sendte en ansøgning om aktindsigt til Skatteministeriet for at få adgang til dokumenter, der indgik i forberedelsen af lovforslaget om en optjeningsperiode til børnecheck i 2010.
Socialdemokraternes pressetjeneste er ikke et nyhedsmedie, men en del af det største regeringspartis påvirkningsmaskineri. Det indgår i partiets betydningsfulde Analyse- og informationsafdeling, AIA, der indtil regeringsdannelsen i 2011 styredes af nuværende finansminister Bjarne Corydon.
At motivet til aktindsigten var politisk, blev også bekræftet af Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Christensen, i en skriftlig kommentar til Information om sagen:
Socialdemokraterne var i sin tid kritiske over for, om VK-regeringens optjeningsprincip var lovligt. Alligevel har Venstre skråsikkert afvist, at der var noget at komme efter. Derfor har det i dette tilfælde været naturligt for os at se nærmere på det forløb, der var dengang.
Sjovt nok blev aktindsigtsanmodningen sendt dagen efter, at Skattesagskommissionen afsluttede sine afhøringer, der hidtil havde været en løbende belastning for Venstre og ikke mindst tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen. Nu var det slut, og det kunne i sig selv være grund til at genoptage interessen for den børnechecksag, der havde kørt, siden EU-kommissionen i april undsagde den danske lovgivning.
Dertil kom, at kriserne omkring Morten Bødskovs og Christian Friis Bachs afgang fra justits- og udviklingsministerierne henholdsvis den 10. december og den 21. november havde sat et belastende spotlys på regeringen.
Hvis det indgik i planlægningen, at den nye og strammere offentlighedslov skulle træde i kraft ved nytår, har det været en fejlspekulation, for loven var reelt trådt i kraft den 19. december. Det skyldes, at den fastslår, at ansøgninger indgivet før den formelle ikrafttræden skulle behandles efter reglerne i den nye lov.
Og selvsamme dag, som ansøgningen blev sendt, underskrev den nyudnævnte justitsminister, Karen Hækkerup, en vejledning til den ny offentlighedslov, der understregede denne regel, ligesom hun slog fast, at det sandelig også gjaldt adgang til meroffentlighed.
Meroffentlighed (der er omtalt her), er adgang til dokumenter m.m., som egentlig er undtaget fra aktindsigt. Tidligere var princippet, at man burde have meroffentlighed omkring alt, der ikke ligefrem var omfattet af tavshedspligt – et princip som embedsmænd og deres politiske chefer dog havde svært ved at følge. Læser man tidligere offentlighedslov-modstander Karen Hækkerups forord til vejledningen, ser man, at meroffentlighed ikke er noget man bare får (se vejledningen her).
Det forhold, at der vil være adgang til aktindsigt i sagens dokumenter efter lovens almindelige regler, når et lovforslag er fremsat, indebærer, at f.eks. brevveksling mellem bl.a. ministerier om det fremsatte lovforslag fortsat vil kunne undtages fra aktindsigt (efter reglerne om bl.a. ministerbetjening – red.).
Så er der kun meroffentlighed tilbage, og den er en svær en.
Meroffentlighed er en afvejning af modstående interesser,
som det står fremhævet i vejledningen – det er ikke længer noget, vi har ret til, hvis der ikke er tavshedspligt. Og det er ikke noget at pjatte med, læs bare:
Der skal således på den ene side tages hensyn til styrken, svagheden eller fraværet af den aktindsigtssøgendes interesse i at få indsigt i de pågældende dokumenter og oplysninger, og på den anden side styrken af den beskyttelsesinteresse, der ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse og andre lovlige hensyn.
I de tilfælde, hvor et massemedie eller en forsker tilknyttet et anerkendt forskningsinstitut anmoder om aktindsigt, vil det i almindelighed kunne lægges til grund, at der foreligger en berettiget interesse i at få indsigt i dokumenterne eller oplysningerne, som vil skulle afvejes over for eventuelle modstående interesser.
Det bemærkes dog mere overordnet, at i de nævnte tilfælde, hvor der foreligger et reelt og sagligt behov for at undtage de pågældende dokumenter mv., vil vurderingen af spørgsmålet om meraktindsigt formentlig meget ofte føre til, at der ikke er grundlag for at give indsigt efter meroffentlighedsprincippet.
Lidt groft oversat betyder det, at der er forskel på Per og Poul, og at det er Pers eller Pouls interesser i at få noget at vide, der skal stilles over for det politisk-administrative systems behov for mørklægning. Er Per så mediemand, får han et lille plus, men til sidst kommer dødsstødet – er det vigtigt for systemet at mørklægge, kan resultatet kun være et nej til meroffentlighed.
Her gives ikke ved dørene.
Alligevel bliver der givet aktindsigt til den ansøgning, Socialdemokraternes pressetjeneste sender den 19. december, uanset at belastende brevvekslinger mellem ministerier er et overordnet mørklægningsområde, og uanset at Socialdemokraternes pressetjeneste ikke er et massemedie, men en politisk påvirkningsmaskine.
Ved at acceptere, at der kan gives aktindsigt i breve mellem ministerier og styrelser om lovforberedende arbejde til andet end massemedier på grundlag af meroffentlighedsprincippet, har Skatteministeriet skabt en præcedens, der giver et godt grundlag for det videre arbejde for åbenheden i Danmark.
I sidste ende når materialet frem til massemedierne, her repræsenteret ved Berlingske, der får et tip og hele bunken af dokumenter, Socialdemokratiets pressetjeneste har haft indkig i (læs mere her). Berlingske vil dog have garanti for, at der ikke er fiflet med materialet hos den politiske informationstjeneste, og søger selv aktindsigt. Det sker den 2. marts, og derefter kører sagen.
Som allerede nævnt oser sagen af politisk behov for at skaffe en politisk modstander negative points, og der er al mulig grund til at føle ubehag ved en praksis, hvor der lukkes af for offentlig kontrol med de siddende magthavere, samtidig med at gives adgang til grimme ting om tidligere magthavere.
Det er godt og rimeligt, at ministres fejl, fup og magtfordrejning i givet fald afsløres. Men det er ikke trygt, hvis det kun gælder ministre, der p.t. ikke sidder i en regering.
Der er ingen grund til, at ministre skal beskyttes mod afsløring og kritik, mens de balancerer på taburetterne. Og der er al mulig grund til at sikre, at der kan gribes ind så hurtigt som muligt og ikke bare efter næste – eller et senere – folketingsvalg.
Derfor skal offentlighedsloven laves om!
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
En lille efterskrift:
Da Rigsrevisionen fremlagde planer om at kontrollere energiministerens og hans ministeriums lovforberedende arbejde omkring den på det tidspunkt vedtagne solcellelov, eksploderede regeringen og dens topembedsmænd i harme. På vegne af ministertoppen skrev finansminister Corydon til folketingsformand Mogens Lykketoft og klagede – Rigsrevisionen skulle holde fingrene fra lovforberedende arbejde.
Statsrevisorerne sendte sagen til hjørnespark med et løfte om en principiel snak, og den skal foregår i et underudvalg under Folketingets udvalg for forretningsudvalget. Om sagen stadig er på dagsordenen vil tiden vise, men måske den er blevet lidt uaktuel efter aktionen fra Corydoms gamle arbejdsplads.
Af Lars Rugaard