Denne blog har ligget i dvale i næsten 7 år. Men statsminister Mette Frederiksens pressemøde har aktualiseret mørklægningen af den danske statsadministration og givet anledning til dette indlæg:
Et af hovedpunkterne i statsminister Mette Frederiksens gennemgang på pressemødet onsdag aften (3/11) af sagen om de slettede SMS’er var, at hun senest i sommeren 2020 blev rådgivet om at gennemføre en automatisk sletning på sin mobiltelefon. Rådgivningen kom fra departementschef Barbara Bertelsen, der seks måneder tidligere flyttede til chefstolen i Statsministeriet fra chefstolen i Justitsministeriet, hvor hun angiveligt havde slettet egne SMS’er regelmæssigt.
Vi fik ikke det præcise indhold af rådgivningen, men vi kender resultatet af den, nemlig at Bertelsen selv, statsministeren og hendes to nærmeste medarbejdere fik indstillet eller selv indstillede deres mobiltelefoner til at slette SMS’er automatisk efter 30 dage. Vi ved også, at rådgivningen ikke fik betydning for resten af ministeriet eller regeringen som helhed. Vi ved blot, at de fire topfolk i Statsministeriet beskyttede sig selv.
Barbara Bertelsen kom til Statsministeriet fra det ministerium, der har hovedansvaret for det forslag til offentlighedslov, som blev vedtaget af Folketinget i 2013, og som indførte den såkaldte ministerbetjeningsparagraf – en regel, der gør det muligt at afvise aktindsigt i dokumenter, mails, SMS’er etc., som kunne tænkes at havne hos en minister. Reglen har på grund af denne særlige ministerbeskyttelse gjort ministerkontorer til mørkelagt område.
Uanset hvad det ikke oplyste rationale bag sletningsordningen måtte være, er resultatet en udvidelse af mørklægningen til også at omfatte dem, der i modsætning til os andre dødelige har adgang til ministeriets mørkelagte arkiver m.m., nemlig kommissioner og retslige instanser.
Selvom hensigten ikke er dokumenteret, er virkningen veldokumenteret – Mink-kommissionen har ikke fået adgang til akter, den har krav på at få udleveret, og det er ikke givet, at den nogensinde får det helt eller delvist.
Et uafklaret forhold i forbindelse med den automatiske sletning er, hvordan en automatisk sletning harmonerer med lovgivningens krav om journalisering af akter, der har betydning for sagsbehandlingen, uanset af hvad art de måtte være. Journaliseringskravet er en væsentlig garanti for, at af sagsbehandlingen er lovlig. Hvis slettemekanismen ikke er kombineret med en forespørgsel til mobilens ejere om han/hun virkelig vil slette denne specifikke SMS, er der ingen garanti for, at journaliseringskrævende SMS’er ikke forsvinder af sig selv og med dem et muligt problematisk indhold.
Dateringen af departementschefens sikkerhedrådgivning omkring SMS’erne skulle vise, at sletningen ikke blev indført for specifikt at forhindre Mink-kommissionen i at få adgang til SMS’er bl.a. mellem de fire topfolk i Statsministeriet. Men fakta er, at den har haft den virkning og vil få det, hvis ikke et mirakel sætter politiets teknikere i stand til at genfinde hele SMS’ernes indhold eller dele af det.
Et andet punkt, statsministeren gjorde meget ud af, var, at hun ikke kendte til problemet med, at der ikke var lovhjemmel til at lukke hele mink-erhvervet ned. ”Havde jeg vidst, at der ikke var hjemmel, havde jeg sagt det”, sagde statsministeren.
At der skal være lovhjemmel for den udøvende magts handlinger, er børnelærdom ikke blot for jurister, men også for politikere. At lovgive er at skabe hjemmel for at gøre noget. Det har det altid været, også i de snart 20 år, hvor Mette Frederiksen har været medlem af Folketinget. Dertil kommer, at en statsminister med en departementschef med fortid i Justitsministeriet er velforsynet med juridiske ressourcer til at foretage den juridiske fortolkning, der besvarer det enkle spørgsmål ”må vi det?”.
Sætningen ”Havde jeg vidst, at der ikke var hjemmel, havde jeg sagt det” kan være sandfærdig – i hvert fald vil den være en politisk dødsdom, hvis der et eller andet sted findes dokumentation for det modsatte.
Men sætningen siger også, at en statsminister forud for et skridt, der betyder døden for et erhverv, ikke stillede spørgsmålet ”må vi det”, uanset at hun var den politiske hovedkraft bag beslutningen om minkdrabet og uanset 20 års erfaring i lovgivning.
Nogle vil mene, at ”det har hun folk til”, altså til at stille kritiske spørgsmål. Andre vil mene, at det er manglende, rettidig omhu.
Mette Frederiksen undskyldte uspecificerede egne fejl med, at hun havde sagt, at hun kunne begå fejl, og at hun vedstår dem. Et vigtigt punkt under pressemødet var, at hun sagde, at det værste, der kunne ske, var, hvis man gik over til at kræve en nul-fejls administration – det ville svække innovationskraften, forstod man.
Det samme gjaldt den sproglige kultur i Statsministeriet, som offentliggjorte SMS’er til modtagere uden for Statsministeriets top-gruppe dokumenterer. Det fremgik af statsministerens svar, at hun fandt det en naturlig ting i en hektisk situation, og hun henviste til, at en betegnelse som ”hele lortet” om minkindustrien var blevet undskyldt af ophavsmanden.
Det, der slår mig, når jeg læser de frelste SMS’er, er en gennemgående uempatisk disrespekt for alt og alle, der ikke lige arter sig efter topfolkenes ønsker. Det er muligt, at den form for reaktion optræder, når situationen er alvorlig og der skal handles hurtigt. Det har været tilfældet i en belejret Amadillo-lejr i Afghanistan. Men dette foregik på Christiansborg i København under civiliserede forhold.
Når det haster med at sikre samfundet, må man finde sig i fejl og grovheder, syntes at være statsministerens budskab.
Mit svar er ”nej” – hensigten helliger ikke midlet. Hver eneste dag er der sundhedspersonale, politifolk og andre offentligt og civilt ansatte, der formår at hjælpe i alvorlige, livstruende situationer og samtidig fastholde respekten for dem, de hjælper, og dem, de samarbejder med.
Statsministeren sagde, hun ikke var bekendt med manglende lovhjemmel til at slå samtlige mink ned. Så hun mente sig ikke ansvarlig f den mgl lovhjemmel. Ud fra den almindelige grundsætning om at en minister er ansvarlig f ministeriets hele ageren har statsministeren også ansvar for de fejl og indladelser, som sker i ministeriet, herunder at embedsværket IKKE spurgte “må vi det?”, før ordren om minkdrabene blev ført ud i livet.
Sms`er lever i en gråzone hvad angår journaliseringspligt. Og det er noget rod, dette spørgsmål ikke er reguleret. Sms blev jo ikke opfundet i går.
Godt at have dig på banen igen, Lars.
SMSerne findes efter hvad folk der kender til den slags, har fortalt mig. De er gemt i hvert fald et år tilbage i følge den kritiserede logning af vortes tele- og internettrafik. Ikke kun data om hvem der har kontaktet hvem og hvornår. Men også indholdet af smser – af it-tekniske årsager. Men det siger man naturligvis ikke højt.
Kære Claus
Hvis dine kontakters udsagn kan dokumenteres, vil det være en fantastisk skandale. For så har ministerierne direkte løjet over for kommissionen, når de meddeler. at SMS’erne er slettet og måske ikke kan gendannes.
Jeg har skam prøvet, men får en sludder for en sladder.
Men jeg synes denne situation med smserne illustrerer, at vores toppolitikere og topembedspersoner har en alt for ringe viden om basal telekommunikation – teknik, frekvenser osv. Det ved noget om hvordan det hele fremtræder via hjemmesider, mails, smser, sociale medier osv. (eller koketterer, som i onsdags, med at de ikke ved ret meget).
EU har gentagende gange gjort indsigelser, at det er i mod privatlivets fred men jeg kender desværre ikke detaljerne. Det kræver noget research omkring den lovgivning, men teknisk set skal det pågældende teleselskab udleverer alle data omkring et nummer, hvis politiet beder om det. Om det så kræver en dommerkendelse ved jeg ej.