Af Lars Rugaard

Den 26. februar i år stod justitsminister Morten Bødskov i folketingssalen og vildledte Folketinget.

Det skete, da hans forslag til en ny lov om offentlighed i forvaltningen var til førstebehandling. Da sagde han om den omstridte ministerbetjeningsregel:

”Formålet med reglen er, at en minister og embedsmændene får et rum, hvor der kan være fortrolighed omkring de politiske processer.”

Frirummet, der tales om, er bestemmelsen om, at der ikke længere skal være aktindsigt i dokumenter, der kunne tænkes at interessere ministeren, uanset hvor de kommer fra, samt bestemmelsen, der lukker af for aktindsigt i brevveksling mellem ministre og folketingsmedlemmer.

Sandheden er, at ministre og embedsmænd allerede har et sådant fortroligt rum – et såkaldt frirum. Det er fastsat ved lov i en række paragraffer i den eksisterende offentlighedslov, og det bruges hver evig eneste dag.

Listen over de bestemmelser, der skaber et lytte-kiggefrit frirum, ser sådan ud – har nogen lyst til at tjekke punkterne, har jeg lavet henvisninger til de enkelte bestemmelser:

• Der er ikke aktindsigt i politiske initiativer, der skal udmøntes i lovgivning, før et lovforslag er formelt fremsat (§ 2 stk. 1. nr. 2).
• Der er ikke aktindsigt i brevveksling mellem ministerier om lovgivning, heller ikke efter at lovforslaget er fremsat (§ 10 stk. 1 nr. 2).
• Ministres politiske ideudvikling og udveksling af dokumenter på og i forbindelse med møder er beskyttet mod aktindsigt, uanset om det drejer sig om nuværende eller fremtidig lovgivning (§ 10 stk. 1 nr. 1).
• Alle et ministeriums interne dokumenter og brevvekslinger er beskyttet mod aktindsigt (§ 7).
• Når ministerier og styrelser sætter sig sammen i en arbejdsgruppe, er der ikke aktindsigt i arbejdsgruppens dokumenter (Ombudsmandens praksis). Det samme gælder, hvis et ministerium eller en styrelse fungerer som sekretariat for arbejdsgruppen (§ 10 stk. 4).
• Og så er der en såkaldt generalklausul, der begrænser retten til aktindsigt, hvis det er nødvendigt ”til beskyttelse af væsentlige hensyn til ….. offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter sagens natur er påkrævet”, som det hedder i loven (§ 13 stk. 1 nr. 6).
• Dertil kommer så oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt (§ 14), som omfatter enkeltpersoners rent private forhold (§ 12  stk. 1 nr. 1), som påvirker rigets sikkerhed (§ 13stk. 1 nr. 1) eller forholdet til fremmede magter (§ 13 stk. 1 nr. 2).

Det er efter min mening groft vildledende at lade som om, at et så omfattende frirum ikke eksisterer.

Og det er den slags manipulationer, der er med til at gøre mig til en indædt modstander af det lovforslag, regeringspartierne har fremsat med støtte fra V og K. Der er aldrig kommet den mindste dokumentation for, at der er et reelt behov for at udvide det eksisterende frirum til at omfatte hele den danske statsadministration. Der er spurgt efter eksempler på sager, hvor mangelen på et udvidet frirum har været et problem, men de er aldrig kommet – åbenlyst fordi dokumentationen simpelthen ikke eksisterer.

Den danske statsadministration er sådan indrettet, at ministrer har et departement, der skaffer overblik og bistår og rådgiver ministeren. Under departementet findes flere andre lag bestående af underordnede myndigheder som styrelser og lignende, og her forvaltes love og andre regler.

Den faktiske viden om forholdene på de enkelte områder findes ikke kun i styrelser og lignende. Ministeriets departement består af afdelinger og kontorer, der har overblik og indsigt i de enkelte sagsområder, og de er befolket med erfarne embedsmænd, der er udvalgt og ansat til at kunne klæde ministeren på til de sager, han eller hun skal tage sig af.

De senere års politiske sager handler ikke om, at ministre ikke har kunnet få ordentlig rådgivning og information. De handler som regel om, at ministeren og hans nærmeste medarbejdere har presset på for at skaffe ministeren den rådgivning og de informationer, der passer bedst til regeringens politik – uanset at de så var ukorrekte, forkerte eller groft vildledende.

Når politikerne siger de vil have et frirum, som de allerede har, og når de gentagne gange gribes i at snyde på vægten, er der grund til alvorlig bekymring for, at vælgernes kontrol med de folkevalgte bliver et ofdfer for den politiske bekvemmelighed.

Og så er der grund til at sige Nej til forslaget til en ny offentlighedslov.

Og sige det HØJT!

—

Dette blogindlæg er skrevet til og har været vist på VU i Hovedstadens webside VU-CPH

– – – – – – – – – – – – –

Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som  jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.