Af Lars Rugaard

Demokrati bygger på borgernes tillid til dem, de vælger til at træffe beslutninger på deres vegne, siger man. Men tilliden bliver tyndslidt, når den konfronteres med toppolitikeres totale ulyst til at forholde sig til det, borgerne anser for at være af væsentlig betydning.Jeg har her de tre nyeste eksempler på politikere, der ikke vil forholde sig til debatten om forslaget til en ny offentlighedslov og dets konsekvenser:

Fornylig dokumenterede Jyllands-Posten, at 20 nuværende og tidligere ministre enten ikke vil eller ikke formår at forklare, hvorfor der er brug for en ny offentlighedslov med mørkelagt ministerbetjening i hele statsadministrationen.

I går (17. april) deltog justitsminister Morten Bødskov i en folketingshøring, hvor han ikke forholdt sig til de konkrete politiske skandalesager, der er grundlaget for den efterhånden udbredte bekymring over mørklægningen.

I dag kan man læse et Ritzau-telegram, hvor De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen kommenterer fremtrædende partifællers udtræden i protest mod den radikale støtte til lovforslaget:

Sofie Carsten Nielsen, hvor meget mere kan I holde til?

– Vi har haft en rigtig god og åben debat, men lovforslaget er fremlagt, og vi står selvfølgelig bag regeringens politik.

Er det radikalt hjerteblod, det her?

– Vi har haft en rigtig god og åben debat, og nu er lovforslaget fremlagt, og derfor står vi selvfølgelig bag, siger Sofie Carsten Nielsen.

Er De Radikale ikke klar til at ændre et komma i lovforslaget?

– Lovforslaget er fremlagt, og det står vi ved, siger hun.

Det afgørende er altså, at forslaget er fremlagt – ikke hvad det betyder for samfund og parti.

På høringen i folketingets retsudvalg brugte justitsministeren sin taletid og lidt til på at eksemplificere nødvendigheden af, at det eksisterende frirum for embedsmænds rådgivning af ministre udvides til hele statsadministrationen. Det skete med tre eksempler, hvor ministre kunne tænkes at skulle hente rådgivning uden for den kreds af sagkyndige rådgivere, der arbejder i ministerierne.

Det var værd at bemærke, at det var tankeeksempler – ikke sager, hvor der i følge ministeren havde været konkrete problemer: Der var ikke tale om, at ministeren havde opgivet at få råd på grund af frygten for afsløring gennem aktindsigt, og der var heller ikke tale om, at afsløringer gennem aktindsigt havde skabt politiske problemer.

Det var, ligesom alle de hidtidige argumenter for ministerbetjeningen, en tænkt virkelighed i modsætning til den faktiske virkelighed i tidens forskellige politiske skandalesager.

Hvis nogen har behov for yderligere dokumentation af, at arfgumentet er tankespind, kan den findes i Deadlines interview på DR2 med ministeren.

Det nærmeste justitsministeren kom til at beskæftige sig med frygten for, at hans lov vil forhindre afsløringer af skandaler, var en forsikring om, at der ikke bliver tale om et tag-selv-bord for ministre og embedsmænd, der vil mørklægge.

Men læser man de fortolkninger, hans eget ministerium er kommet med under folketingets behandling af lovforslaget og det tilsvarende lovforslag fra VK-regeringen i 2011, så vil mørklægningen ramme lige præcis de dokumenter, der afslørede skandalesager.

Og så bliver Morten Bødskovs forsikring til en skueret og det eneste synlige på et mørklagt tag-selv-bord.

Samtidig bliver forløbet af denne sag til et skræmmebillede på, hvad det er for et samfund, folketingets flertal foretrækker:

En gruppe toppolitikere forhandler hemmeligt og enes om at fjerne vælgernes mulighed for at kontrollere deres aktiviteter. Når vælgerne så vil argumentere med dem, bliver de af vist med nøje indstuderede remser og påstande om, at alt er godt, fordi et politisk flertal vil det sådan.

– – – – – – – – – – – – –

Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som  jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.