Af Lars Rugaard

Når en minister giver embedsmændene i en styrelse ordre til at komme med oplysninger, der kan vildlede folketinget og vælgerne, så skal det ikke længere kunne afsløres ved hjælp af offentlighedslovens adgang til aktindsigt.

Det sørger justitsminister Morten Bødskovs forslag til en ny offentlighedslov for.

Det kan man se af justitsministerens svar på et spørgsmål fra folketingets retsudvalg. Han er blevet spurgt, om der vil være aktindsigt i dokumenterne fra en sag, der netop handler om en ministers bestilling af misvisende information med det erklærede formål at bane vej for regeringens politik på beskæftigelsesområdet. Spørgsmål og svar kan ses her.

Ministeren bliver også spurgt, om det ligefrem er hensigten at lukke af for den slags afsløringer. Det svarer han ikke på og efterlader dermed en grim og bestyrket mistanke om, at det netop er hensigten med lovforslagets særlige paragraffer om ministerbetjening – ministerbeskyttelse, som det betegnes  på  denne blog.

Spørgsmålet til ministeren har været en god mulighed for ham til at vise, at kvaliteten og troværdigheden af politisk arbejde er noget, der bør arbejdes med. Men muligheden bliver ikke udnyttet – Morten Bødskov fremstår som tilhænger af lukkethed, mørklægning og frit spil for politisk vildledning af befolkningen.

Den sag, der henvises til i spørgsmålet, foregik i 2004. Venstres Claus Hjort Frederiksen, der som beskæftigelsesminister arbejdede på at beskære fagforbundenes magt, bl.a. gennem nedlæggelse af Arbejdsformidlingen (AF) og overflytning af AFs opgaver til kommunerne som led i kommunalreformen.

I en berømt email, der blev sendt fra ministeriet ud på aftenen den 29. marts 2004 til Arbejdsmarkedsstyrelsen, blev der bestilt data og resultater, der kunne ”vende debatten” omkring AFs fremtid – for netop da dokumenterede oppositionen og pressen, at kommunernes beskæftigelsesindsats og resultater var meget dårlige. Der blev peget på, at man kunne sammenligne nogle tal, der fik kommunernes indsats til at se bedre ud end AFs.

Resultatet blev en rapport, der kunne lækkes til pressen og dermed bane vej for en ”vendt” debat under folketingets behandling. Siden indrømmede ministeriet, at tallene ikke var sammenlignelige. Men da var AFs nedlæggelse afgjort – ganske vist på et misvisende grundlag. Afsløringen kom i 2008 og indbragte Cavling til DR-Orienterings Jesper Tynell.

Sagen om ministeren, der ville ”vende debatten”, er med god ret blevet en klassiker i debatten omkring forslaget til en ny offentlighedslov. Den illustrerer nemlig præcis det, modstanderne af loven frygter allermest – ministre der fodrer os med vildledende oplysninger gennem styring af statsadministrationen og debatten. Kan pressen eller interesserede borgere ikke afsløre manipulationer, vil der være frit slag for vildledning gennem manipulation og spin.

Det er værd at lægge mærke til, at Morten Bødskov flere gange har påstået i medierne, at sikkerheden mod politisk snyd kan klares af folketinget, statsrevisorerne, Rigsrevisionen og ombudsmanden. Men når folketingets retsudvalg spørger, om han har tænkt sig at gøre noget for at sikre muligheden for den slags afsløringer, så svarer han ikke på spørgsmålet.

Forståeligt nok – for her udtaler han sig under ansvar for ministeransvarlighedsloven, der kriminaliserer vildledning af folketinget.

Bødskovs hovedbegrundelse for forslaget til en ny offentlighedslov er, at ministre har brug for et ”frirum”, hvor de kan tale fortroligt med embedsmændene. Det har de ganske vist allerede i deres eget ministerium, men forslaget går ud på at lade ”frirummet” brede sig over hele statsadministrationen.

Morten Bødskov er gang på gang blevet bedt om at komme med konkrete eksempler på, at der er problemer med den nuværende ordning, og har aldrig givet sådanne konkrete eksempler.

Til gengæld er der konkrete eksempler på prisen for det såkaldte ”frirum” – ikke mindst sagen om de vildledende tal fra arbejdsmarkedsstyrelsen, der gør det nødvendigt at have mistillid til de data, som et gennempolitiseret forvaltningssystem producerer til støtte for ministres politiske mål.

Så ved at fastholde sit lovforslag fastslår justitsministeren – og med ham hele regeringen – at ”frirummets” fordele, der ikke kan dokumenteres, er væsentligere end muligheden for at afsløre politisk snyd og bedrageri, der kan dokumenteres gennem konkrete sager.

Og derfor er det reelt og rimeligt at opfatte forslaget til en ny offentlighedslov som nuværende og kommende toppolitikeres selvbeskyttelse mod at blive afsløret i at snyde deres vælgere og politiske modstandere.

– – – – – – – – – – – – –

Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som  jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.