Af Lars Rugaard

Kritikken af regeringens og VK’s forslag til en ny offentlighedslov har skabt så meget uro, at lovforslagets ophavsmænd nu forsøger at dæmme op for kritikken ved at love et servicetjek af loven om tre år, hvis den altså bliver vedtaget.

En meddelelse fra justitsministeren lægger vægt på, at det er ingen ringere end Folketingets ombudsmand, der kommer til at stå for evalueringen af myndighedernes anvendelse af loven, men det fremgår også, at regeringen og VK har sikret sig fuld kontrol med, hvad der skal ske:

Ombudsmanden bedes om tre år om at redegøre for myndighedernes anvendelse af aktindsigtsreglerne. Når den er lavet, skal justitsministeriet lave dets egen redegørelse på grundlag af ombudsmandens – selvom han er folketingets ombudsmand, er det i sidste ende regeringens kronjurister, der orienterer folketinget. Deres version diskuteres i Folketinget, og så vil regeringen evt. tage initiativ til at lave ændringer.

Der arbejdes med både livrem og seler her, og spørgsmålet ”får det betydning” kan besvares med en juridisk klassiker:

”Muligvis, dog vist nok næppe”.

Tricket med at spille ombudsmanden ind i det, der betegnes som en evaluering af loven, er i virkeligheden et skueshow. Ombudsmanden udsender hvert år en beretning om sit arbejde, og et fast punkt i den er en gennemgang af de sager om aktindsigt, som han har behandlet. Så ret beset er der ingen grund til at bede ombudsmanden vurdere anvendelsen af den nye offentlighedslov – det vil han gøre under alle omstændigheder.

Der er heller ingen grund til at forvente, at justitsministerium, regering eller folketingsflertal nødvendigvis bøjer hovedet og laver noget om, fordi ombudsmanden kritiserer.  Det klareste eksempel på politisk magtfuldkommenhed over for ombudsmandskritik fik vi under Tamilsagen, da et folketingsflertal parkerede ombudsmandens kritik med konstateringen ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.

Det er anden gang, ombudsmanden bliver brugt i det politiske spil for at få gennemført den drastiske beskæring af åbenheden, som først VK-regeringen og siden den nuværende regering har lagt op til.

Første gang var i 2002, da justitsministeriet fik manøvreret ombudsmanden ind som formand for den kommission, der udarbejdede det forslag, som de to sidste regeringer siden har gjort til deres. Det lykkedes, uanset at ombudsmanden fandt det problematisk at blive en del af lovgivningsprocessen.

Siden har de skiftende justitsministre prøvet at slå mønt af det forhold, at den ansete og tillidsvækkende ombudsmand var førstemand i arbejdet.

Sagen er bare, at ombudsmanden som formand var forpligtet til at arbejde ud fra et kommissorium, der klart bestilte en offentlighedslov med den ministerbeskyttelse, der nu søges gennemført.

Nu køres ombudsmanden i marken igen som garant for regeringens og VK’s gode hensigter, men vel at mærke i form af en garanti, som regeringen selv afgør, om den vil leve op til.

Det er kritisabelt at lade som om, denne servicegaranti betyder noget som helst.

Og det er overordentlig kritisabelt, at det politiske flertal fortsætter sin omklamring og udnyttelse af den ombudsmand, om hvem der står i ombudsmandsloven:

”Ombudsmanden er i udøvelsen af sit hverv uafhængig af Folketinget.”

Det eneste positive ved udmeldingen om evalueringen er det forhold, at folkene bag offentlighedsloven føler behov for at lade som om, de tager kritikken af lovforslaget til sig.

– – – – – – – – – – – – –

Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som  jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.