Af Lars Rugaard
Jeg synes det er synd for ombudsmanden.
Justitsminister Morten Bødskov har sammen med folketingsmedlemmerne Jan E. Jørgensen fra Venstre og Tom Behnke fra de konservative rodet sig ind i noget snavs. Og nu har de brug for ombudsmanden til at få det til at se bedre ud.
De har genfremsat den tidligere regerings forslag til en ny offentlighedslov og forpligtet sig til, at gennemføre den, uanset at i hvert fald Bødskov tidligere har taget afstand fra forslagets mørklægningsparagraffer. Og uanset at en stærkt voksende gruppe borgere vender sig mod deres plan.
Nu har de opdaget, at det ikke går så let som forventet, og nu prøver de at bruge ombudsmanden som en slags garant for, at myndighederne ikke misbruger loven. Hvilket egentlig er at vende sagen på hovedet – som denne blog har fremhævet, så er loven i sig selv et misbrug af politisk magt for at beskytte sig selv mod eventuelle afsløringer.
Ombudsmanden kom ind i billedet via en pressemeddelelse fra justitsministeriet. Her lyder det første afsnit:
“Der skal foretages et grundigt eftersyn af ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen, når den nye offentlighedslov har været i kraft i tre år. Folketingets Ombudsmand vil om tre år blive anmodet om at redegøre for myndighedernes praksis.”
Det blev af flere – bl.a. den radikale regeringspartner – udlagt, som om ombudsmanden skulle evaluere loven. Man kan sige, at justitsministeriets fremhævning af ombudsmandens rolle lægger op til den konklusion, men en tekstanalyse viser, at sådan er det ikke. Ret beset har aftalepartnerne (som det fremgår af mit blogindlæg ”Muligvis, dog vist nok næppe” fra 30. april) sørget for at have fuld kontrol med, hvad der sker.
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen var da ikke sen til at præcisere, at han bare skal undersøge, om loven bliver efterlevet af myndighederne – en evaluering af loven hverken kan eller vil han foretage. Hvilket er klogt gjort, og her kommer vi til, hvorfor jeg synes det er synd for ombudsmanden.
For det første er ombudsmandens embede blevet godt og grundigt syltet ind i udarbejdelsen af regeringens forslag til en ny offentlighedslov. Den tidligere ombudsmand, professor Hans Gammeltoft-Hansen, var formand for den kommission, der lavede det første lovudkast og kom med forslag til de sidenhen så omstridte paragraffer om ministerbetjening og politikerkommunikation.
For det andet har den nuværende ombudsmand siddet i samme kommission som lovråd og repræsentant for justitsministeriet fra sommeren 2003 til sommeren 2004. Han var dermed medlem af den stærke embedsmandsblok, der arbejdede på at få den siddende VK-regerings krav om en ministerbetjeningsregel i lovforslaget gennemført.
Ikke mindre end to ombudsmænd har dermed arbejdet for at få gennemført ministerbetjeningsreglen, og det er grund nok til at se med bekymring på ministres og deres politiske allieredes tilbøjelighed til at strø om sig med henvisninger til ombudsmandsembedet i sagen om offentlighedsloven.
Det er ombudsmanden, der behandler klager over myndigheders afvisning af at give aktindsigt, og der er ingen tvivl om, at den nye lov vil give embedet meget at lave, hvis den bliver vedtaget. Der vil være behov for at få afprøvet afgørelser, der henviser til ministerbetjening og politikerregel, og netop den slags højtprofilerede politiske sager medfører erfaringsmæssigt stor innovationslyst i statsadministrationen til at forsinke og forhale afgørelser.
Dertil kommer, at vi er mange, der vil følge ombudsmandens behandling af disse sager og at den vil blive genstand for debat. Den opmærksomhed mindskes ikke af Bødskov-Jørgensen-Behnkes brug af ombudsmanden.
Og det er synd for ombudsmanden.
Eller for nu at sige det helt præcist:
Det er en dum belastning af et embede, der er omgivet af stor respekt og tillid, og som netop skal kunne opfattes som borgernes værn mod den politisk-administrative magt.
– – – – – – – – – – – – –
Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.
At Ombudsmandsinstitutionen skulle være omgæret af “stor respekt og tillid”, må da være historie.
Såfremt den oprindelige Offentlighedslov af 1985 var bygget på ideen om, at give borgerne mulighed for at kigge forvaltningene over skuldrene og sikre at alt går efter bogen, så forekommer det da besynderligt, at Ombudsmændene understøtter en yderligere lukkethed. Respekt og tillid til Embedet, der slår sig op på at sikre god forvaltningsskik og andet godt m.m., vil kun komme i spil, såfremt Ombudsmanden bliver fortaler for mere åbenhed, ikke mindre!
Min personlige erfaring med Embedsværket, herunder i særdeleshed Folketingets Ombudsmand, Borgerrådgivning, POB/tidl. PKN, Sundheds-og Omsorgsforvaltningen Vanløse & opefter og diverse juridiske afd. I SUF regi i forbindelse med en klage over Ledelsesmæssig omsorgssvigt i Udførerenheden Plejecenter Lærkebo, har da også blot bidraget til manifestation af billedet af enfoldigheder i Embedsværket, hvor den højst prioriterede opgave tydeligvis er at agere forlængede arm og sløre fejl og skandaler.
Mht. Hr. Bødskov, kan alle jo kun drages til ansvar svarende til evner, så er alt sagt 🙂
Mon Ombudsmanden kan konkretisere hvorfor “han” mener, at en ny offentlighedslov med de kritiserede paragraffer er gavnligt for almenvældet? Det er jo Ombudsmandens arbejdsområde, så en synliggørelse af holdninger og synspunkter kan da være på sin plads.