Af Lars Rugaard

De har brystet sig af at have et flertal på 75 % i folketingssalen, men i dag blev det afsløret, at de kun har opbakning fra 20 % af befolkningen i følge en opinionsundersøgelse i Politiken.

Alligevel klamrer de fem partier bag forslaget til en ny offentlighedslov sig til deres forslag, som var det en hellig gral, de for alt i verden må beskytte, fordi den er vigtigere end befolkningens holdning.

Konfronteret med, at deres politik har mødt et mistillidsvotum, afviser de tanken om at opgive de omstridte indskrænkninger i adgangen til aktindsigt. Hovedmanden i aktionen mod åbenheden, justitsminister Morten Bødskov, går så vidt som til at fabrikere sin egen spinversion af, hvad det drejer sig om:

”Jeg ser det her som et udtryk for en bekymring for, om det her er et tagselvbord for lukkethed, og det er det ikke,”

siger han i følge Politiken. Man kalder bare kritikken noget andet, som man så kan afvise.

Det er den holdning, som Danske Mediers formand og direktør – Per Lyngby og Ebbe Dal – henviser til i en kronik i Berlingske Tidende, når de skriver:

”Offentlighedslovforslagets tur gennem systemet er fortællingen om, hvordan magt korrumperer, hvordan skødesløshed med frihedsværdierne kan florere, hvis man har eller er i nærheden af magten, hvordan man, hvis man er langt nok ude, kan gribe til fejlinformation, hvis det er belejligt, og hvordan troskabseder i en snæver forligskreds kan føre til fejlgreb og stædighed.”

Bag afvisningerne af at lytte til kritikken, forstå den og tage konsekvenser af den ligger en aftale, der reelt blev forhandlet i dybeste hemmelighed mellem den socialdemokratiske justitsminister og venstremanden Jan E. Jørgensen. Fra aktindsigt kender vi hovedtrækkene i forløbet, selvom justitsministeriet har skjult data om dele af det.

Vi ved således, at de to små regeringspartier – RV og SF – ikke deltog i forhandlingerne og nærmest fik resultatet til efterretning.

Vi ved også, at det var Venstre, der insisterede på en musketér-ed for at gå med til aftalen: Ingen ændringer af forslaget, hvis ikke alle er enige.

Om Bødskov enten ikke forstod, at han gav Venstre et veto mod ændringer, eller om han så det som en smart måde at sikre sig mod frafald hos RV og SF, kan vi kun gætte på.

Politiske aftaler er ofte anvendte byggeklodser i folketingsarbejdet, og overholdelse af dem betegnes ofte som noget meget afgørende for folkestyret – hvilket her skal forstås som folketingsstyret. Brud på aftaler er det stof, store politiske opgør bygges af. Og de er næppe et godt grundlag for samarbejde, hvis det bliver almindeligt at bryde løfter.

Men aftaler, der går ud på at forbyde sund fornuft og eftertanke samt respekt for befolkningens afstandtagen, er ikke noget at samle på.

En aftale som den, Venstre aftvang justitsministeren eller fristede ham til, er i virkeligheden skadelig for politikersystemets anseelse, fordi den rejser spørgsmålet, hvor folketingspolitikernes loyalitet ligger – hos deres vælgere eller i deres lille eksklusive klub.

De tre regeringspartiers håndtering af krisen omkring offentlighedsloven i deres udtalelser til Politiken er værd at bemærke.

Socialdemokraterne lader Bødskov om at snakke, og han prøver at klare udfordringen ved at ændre fakta til det, der passer bedst til hans udlægning.

De radikales Jeppe Mikkelsen prøver en anden slags spin – han fortæller sine kritiske partifæller, at alle deres problemer er løst, fordi ombudsmanden kommer og evaluerer loven om tre år – og det uanset at ombudsmanden klart og offentligt har taget afstand fra den vildledning.

SFs Karina Lorentzen er den eneste af regeringsordsførerne, der erkender partiets problem med forslaget uden dog at turde gå videre. SF er bundet af aftalen, siger hun.

Men SF har også landsmøde her i weekend’en, og utilfredsheden med regeringens politik i det hele taget kan meget vel ende i et voldsomt opgør med en ledelse, der ikke har styrket partiets profil blandt vælgerne.

Her er der bl.a. stillet forslag om at afvise ministerbetjeningen og politikerreglen i offentlighedslovforslaget – noget der kan lægge ekstra hårdt pres på partiledelsen for at bryde aftalen om offentlighedsloven.

For hvis det skete, kunne der blive mulighed for at genoptage arbejdet med at lave en offentlighedslov, der svarer til tidens og befolkningens behov og ikke kun passer en lille klike af toppolitikere og topembedsmænd.

– – – – – – – – – – – – –

Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som  jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.