Af Lars Rugaard
Det værste ved spin er, at den produceres af dem, der kender sandheden, og derfor ved, hvad det er, der skal skjules.
Det gælder f.eks. tidl. minister Karl Hjortnæs (S), der i Politiken kommer en partikammerat, justitsminister Morten Bødskov, til hjælp i kampen for forslaget om øget ministerbeskyttelse i en ny offentlighedslov. Hans hovedforsvar for forslaget lyder sådan:
Jeg tror, de fleste godt forstår, at ingen regering ønsker at svække sin position i en vanskelig politisk forhandling ved at give offentligheden (dvs. pressen) indsigt i forberedende dokumenter midt under processen.
Det forstår de fleste givetvis, og de er sikkert også enige.
Problemet med udtalelsen er bare, at den ikke har noget at gøre med modstanden mod Bødskovs lov, men er et forsøg på at flytte fokus fra det, som modstanden går ud på.
Udtalelsen spiller på, at langt fra alle ved, at regeringen allerede har dette frirum, som justitsministeren har kaldt det. Den gældende offentlighedslov beskytter ministres adgang til fortrolige forhandlinger, brevvekslinger etc. om politiske initiativer og forhandlinger. Listen over de paragraffer, der beskytter frirummet, er lang og kan ses her på bloggen.
De regler er ikke blevet krævet ændret af nogen. Og det er derfor lodret forkert, når Hjortnæs bruger den citerede udtalelse som udgangspunkt for et generalangreb på pressen, der munder ud i en udokumenteret påstand om, at
I dag går en stor del af en ministers tid med at besvare spørgsmål fra journalister og politiske modstandere, der reelt ikke tjener noget andet formål end at kaste grus i maskinen.
Den form for nedrakning af den fri og pluralistiske politiske debat er noget, vi normalt kun hører fra folk, der bekæmper demokratiet.
Kampen mod den udvidede ministerbeskyttelse er ikke, som Hjortnæs påstår, et opgør mellem politikere og en sensationslysten presse. Over 70.000 mennesker har taget afstand fra lovforslaget, og så mange journalister er der ikke i Danmark.
Opgøret foregår mellem befolkningen og en politisk alliance, der måske omfatter 75 pct. af folketingets medlemmer, men som har vist sig kun at have støtte i 20 pct. af befolkningen i denne sag.
Dette opgør handler ikke om at lave om på, at igangværende politiske initiativer og forberedelse af fremtidig politik er beskyttet mod vælgerne og pressen.
Det handler om vælgernes mulighed for at efterkontrollere den politiske proces.
Moderne politisk historie er rig på politiske skandaler, hvor de fortrolige forberedelser har vist sig at være brugt til at vildlede vælgerne og i en del tilfælde de politiske modstandere. En af dem nåede så vidt som til domfældelse i Rigsretten.
Men den aktindsigt, der har ført til afsløring, har ikke kunnet kaste grus i maskinen, mens lovgivning eller andre politiske initiativer blev skabt eller afprøvet. Det har den nuværende offentlighedslovs bestemmelser allerede sikret.
Mange af sagerne er kun kommet frem, fordi presse eller borgergrupper har brugt lovens mulighed for at søge aktindsigt i dokumenter, der er udvekslet mellem ministerier og styrelser eller ministerier indbyrdes. For offentlighedsloven gælder jo alle, ikke bare pressefolk. Ideen med den er at give værgerne mulighed for at sikre sig, at alt går ordentlig til i forvaltningen.
Sagerne har handlet om toppolitikere og topembedsmænd, der siden er blevet indhentet af deres egne gerninger. Afsløringerne har gjort det muligt for vælgerne at tage stilling til, om det, de har gjort, var i orden eller ej.
Det er denne demokratiske efterkontrol, Morten Bødskovs lovforslag vil sætte ud af spillet.
Det kan man selvfølgelig ikke sige, for det lyder ikke så godt. Derfor kører spin-maskinen med den vildledende påstand om, at det hele bare handler om at gøre det muligt for ministre at snakke fortroligt med embedsmænd, der – med Hjortnæs’ ord –
tilfældigvis sidder ude i styrelserne og ikke i departementet.
Ups, Karl – tilfældigvis?
Det lyder ikke så betryggende.
– – – – – – – – – – – – –
Nu har du læst et indlæg om forslaget til en ny offentlighedslov. Hvis du som jeg er imod beskæringen af åbenheden, kunne du overveje at skrive under på afvisningen af den – Nej tak til den nye offentlighedslov.
Lars Rugård skriver: Det handler om demokratisk efterkontrol.
Ja, og måske handler det i den sidste ende også om sindelagskontrol!
Derfor:
Boykot politikerne!
Kære chefredaktører
70.000 danskere har nu skrevet under på, at regeringens forslag om at rulle demokratiet tilbage ved at fjerne muligheder for aktindsigt, bør trækkes tilbage – tiden er kommet til at medierne lockouter politikerne.
Den nuværende offentlighedslov fra 1985 er ellers rigeligt restriktiv. Der gives allerede nu rigtig mange afslag på aktindsigt i dokumenter som offentlige myndigheder betegner som interne arbejdsdokumenter. Ligesom dokumenter omjournaliseres, netop for at omgå reglerne.
På trods heraf er det i årenes løb lykkedes dygtige og påholdende journalister, at afsløre fusk og magtmisbrug i offentlig forvaltning. Tamil-sagen, Jægerbogsskandalen og senest Margrethe Vestagers diktat til Statsforvaltningerne, for blot at nævne nogle.
Selv justitsminister Bødskov har på spørgsmål i et samråd, gjort det klart at beskæftigelsesminister Mette Frederiksens fusk med ledighedstal, ikke ville komme frem med den nye lov i hånden.
Der er med andre ord ikke brug for mindre indsigt, men mere!
Vi har i Danmark en social kontrakt, kunne man vel kalde det, som går ud på at medierne påtager sig et ansvar for public service. Altså den særlige funktion, at videreformidle informationer fra offentlige myndigheder og forvaltninger til borgerne.
Denne kontrakt forudsætter imidlertid, at journalisterne gives relevante oplysninger om, hvad der rører sig i forvaltningerne; og herunder også oplysninger om de sager, man egentlig ikke bryder sig om kommer ud.
Denne kontrakt er Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti med støtte fra Enhedslisten nu ved at opsige, og taberen i dette spil bliver en af vort demokratis grundpiller, nemlig borgernes mulighed for at bedømme politikerne på deres handlinger.
Eftersom vi nu åbenbart er i en situation hvor politikere rask væk lockouter, opsiger og udelukker, må en naturlig konsekvens være, at medierne nu bruger politikernes egne redskaber og udelukker dem fra det gode selskab.
Derfor denne alvorlig mente opfordring: Boykot politikerne!
Politikerne er i den grad helt afhængige af, at medierne formidler deres budskaber, og ofte har de også brug for at nogle holder mikrofonen for dem. En politiker uden formidling er jo som en buschauffør uden bus.
Så udeluk dem, lockout dem, læg dem på is, indtil de svarer på, hvad Krasnik mange gange spurgte om :
Hvorfor behøver det danske samfund mere lukkethed?
Hvorfor ville Tamil-sagen have haft det bedre uden borgernes indsigt?
Hvad var det i Mette Frederiksens ledighedstal-fusk som ikke måtte se dagens lys?
Lad Statsministeren stå alene på sit pressemøde, send ministeriernes og politikernes pressemeddelelser ulæste tilbage.
Boykot dem!
Med venlig hilsen
Jens Bruun