Der var generalprøve i Folketinget i dag. Generalprøve på mørklægning, og generalprøve på, hvad mørklægning kan bruges til.
Generalprøven på gennemførelse af forslaget til en ny offentlighedslov – også kaldet mørklægningsloven – gik som ventet. Tre ændringsforslag, der kunne have stoppet mørklægningen,og som blev stillet af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, blev som ventet nedstemt af regeringspartierne sammen med Venstre og de konservative – de, der er interesseret i at huske, hvem der støttede mørklægningen, kan se resultatet af afstemningen om det første ændringsforlag her.
Men samtidig var der en anden generalprøve. Den viste et superaktuelt eksempel på, hvordan mørklægningsloven efter flere juridiske eksperters opfattelse kan bruges til at skjule skandaler for vælgerne, hvis den gennemføres.
Det drejer sig om skandalen, hvor klima- og energiminister Martin Lidegaard efter eget udsagn ikke var opmærksom på et hul i solcelleloven – en uopmærksomhed, der skønnes at koste danske skatteydere adskillige milliarder kroner. Har eksperterne ret, havde Berlingske ikke kunnet afsløre, at ministeren var advaret mod et hul i lovgivningen – noget han tidligere har afvist.
Sammenfaldet af denne skandale med gennemførelsen af mørklægningsloven har betydet, at justritsministeren i et samråd afkræves svar på, om sagen kunne være afsløret på anden måde end gennem aktindsigt. Det betyder, at loven først kommer til 3. behandling – og evt. vedtagelse – tirsdag den 4. juni.
Så Folketinget får endnu en dag at overveje situationen i og vurdere, om premieren skal gå som generalprøven i dag.
Lars Rugaard
Det er helt bagvendt, at tænke lovgivningsarbejde og politikskabende præcedens som noget, der er afhægtet demokratisk interesse, og derfor ses som et administrativt helle, alene underlagt et skøn, som er uden juridisk forpligtelse.
Man må derfor opfatte et flertal på Christiansborg som en slags demokratisk apatiske politiske aktører, som faktuelt henholder sig til anden dagsorden end den demokratisk proces.
Det anfægtende er, at denne tilsyneladende ikke-demokratiske interesse tilsyneladende også har en ikke konkret, ideologisk interesse, hvilket afspejles af den type indgreb, der ses på arbejdsmarkedet, de former for aversionskultur, der præger den offentlige debat – både i forhold til etnisk og socialt udsatte grupper.
Det er f. eks. nødvendigvis et demokratisk onde at opdage huller i lovudkast, som det er set i Mads Lidegaard’s eksempel. Faresignalet er ikke, at den slags opdages, men at man vil forbeholde sig en prækvalificeret ikke-demokratisk, ikke-repræsentativ ret til at løse sådanne ulovlige huller alene på baggrund af administrative skøn.
På denne måde kommer embedsmænds rådgivningsfunktion overfor ministre til at udgøre en præcedensskabende fordrejning af juraens grundvilkår, der repræsenteret et afvejet legalt synspunkt, der er underlagt domstolskontrol, altså at man netop sikrer en generel lovgivning, der kan afprøves via domstolene, når der påvises begrundet tvivl i et konkret tilfælde.