Statsrevisorerne er villig til at give regeringen mulighed for en principiel debat om, hvordan kvaliteten af regeringens lovforslag skal kontrolleres. Det lyder måske ikke af meget, men det er nok til at vække bekymring på baggrund af, at regeringen dermed får mere ud af en pinlig sag, end hvad der var rimeligt.

Det drejer sig om solcellesagen, der handler om en minister og et embedsværk, der sjuskede med både et lovforslag om solcelletilskud og oprydningen, da det stod klart, at forslaget ikke levede op til, hvad man havde lovet folketinget.

Da Statsrevisorerne satte Rigsrevisionen til at kontrollere kvaliteten af Miljøministeriets forberedelse af solcellelovgivningen, gik Slotsholmen i chok – det går ikke, at nogen kommer så tæt på den centrale regeringsrolle, som lovforberedelsen er, lød budskabet i et brev til Folketinget fra statsministeren og hendes tre topministre. Og det går slet ikke, hvis nogen skulle forsøge sig med at lave normer for, hvad lovsjusk er.

Det var åbenbart, at regeringen er godt tilfreds med de eksisterende normer.

Brevet til Folketinget indeholder en beskrivelse af disse gældende normer. Det er i virkeligheden den mest underholdende og samtidig skræmmende del af brevet –  skræmmende, fordi den i virkeligheden ligner definitionen på, hvordan regeringen ser sig selv i forhold til det samfund, der har overladt den ansvaret:

”Den regulering af lovgivningsprocessen, som findes i grundloven, vedrører ikke lovforberedelsen, og denne er derfor reguleret af sparsomme regeringsinterne retningslinjer, som er af relativ blød karakter, og som således efter omstændighederne kan fraviges i lyset af bl.a. politiske vilkår og parlamentariske hensyn.”

Sagt på forståeligt dansk betyder det:

”Der findes kun de regler, regeringen selv laver.

Der er ikke ret mange regler, de er hemmelige, og de er meget lidt konkrete.

Og så kan regeringen bruge dem eller lade være, som det passer den.”

Og så kan man tilføje:

”Man skal dumme sig gebommerligt for at blive taget i sjusk!”

Det er disse regler, regeringen er gået i krig for at forhindre Folketinget og Statsrevisorerne i at pille ved. Og derfor bør det være dem, der kommer i centrum for den principielle debat, regeringen ser ud til at få lovning på.

At der på Slotsholmen eksisterer en virksomhedskultur, der går ud på at gemme mest muligt for resten af samfundet, er veldokumenteret. Dagens referater fra Skattesagskommissionen afslører en departementschef, der ville fjerne dokumenter og sit eget navn fra materiale til Folketingets Ombudsmand.

En anden avismelding går ud på, at en spindoktor uden videre har kunnet tømme sin ministerielle mailboks i netop det skatteministerium, hvor departementschefen ville gemme materiale for ombudsmanden.

Kigger man tilbage, dukker andre sager om en usund mørklægningskultur op – skattevurderinger, statsløsebehandling, sygehustakster etc.

Om mindre end to måneder mørklægges alle kommunikationer mellem ministerier og styrelser, hvis de begrundes med, at der er tale om betjening af en eller flere ministre. Samtidig lukkes der af for den sammenblanding af magtfordelingen, der kan ske i ministres og folketingsmedlemmers brevskriverier.

Det sker, når den lov om offentlighed i forvaltningen, som et folketingsflertal vedtog i juni i år, træder i kraft til nytår.

En tidligere dansk minister – EU-kommissær Connie Hedegaard – satte for en del år ord på, hvad det handler om:

”Er politikerne klar over, at magten kun er til låns?  Eller lever magthaveren i et univers for sig selv, hvor alle nedenunder, ikke bare vælgerne, men også folketingsmedlemmerne bliver nogle fredsforstyrrere, der allerhelst bør verfes væk og holdes på afstand som summende fluer, og som bør stille sig tilfreds med, at de ofte hører om store planer, udspil, initiativer om ikke samtidig med pressen, så dog kort efter. Forstyr os ikke – vi regerer …”

Det er på tide, at de danske vælgere overtager den principielle debat om forholdet mellem åbenhed og mørklægning i det det statssystem, der ofte – helt misvisende – kaldes ”det offentlige”.

Vi kunne f.eks. starte med at sige:

”Vi har ret og pligt til at forstyrre – det er os, der regerer!”