(Tirsdag den 10. december gik det som forudset i dette blogindlæg – justitsministeren meddelte, at han træder tilbage og herefter koncentrerede det politiske liv sig om næste krise – den om socialminister og partiformand Anette Vilhelmsen)
I aften har justitsminister Morten Bødskov (S) indrømmet, at han var med til at fabrikere en løgn om, hvorfor Folketingets retsudvalg ikke kunne komme på besøg i Christiania. I morgen eller en af de nærmeste dage vil Folketingets flertal afgøre, om han kan fortsætte som minister.
Det er en svær beslutning for regeringens støtteparti, Enhedslisten. Et krav om Bødskovs afgang vil være et alvorligt nederlag for den regering, partiet selv har ansvar for, også selvom regeringen har haft svært ved at samarbejde med partiet, og selvom netop Bødskov har været en ekstrem belastning for samarbejdet, ikke mindst på grund af hans gennemførelse af en stærk begrænsning af offentlighedsloven.
Der er næppe tvivl om, at regeringen og ikke mindst det store regeringsparti, Socialdemokraterne, vil gøre meget for at undgå det nederlag, det vil være, hvis Bødskov må gå af. Indtil nu har regeringen måttet sige farvel til en kulturminister og en udviklingsminister efter belastende afsløringer. En energiminister har fået en næse, og netop nu er en nøgleminister – socialminister og SF-partiformand Anette Vilhelmsen – midt i et minefelt på grund af overdreven lyst til at begunstige en social institution frem for andre.
Havde hovedpersonen været en anden end den justitsminister, der med en til tider fantastisk arrogance har afvist Enhedslistens forsøg på sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at få blødt offentlighedsloven op, kunne situationen have været en anden.
Da det var energiminister Martin Lidegaards (RV) tur til at indrømme vildledning af Folketinget i solcellesagen, ville Enhedslisten ikke vælte en minister, partiet havde et godt forhold til. Morten Bødskov har systematisk sørget for ikke at vække tilsvarende følelser hos Enhedslisten. Det er svært at forestille sig, at Enhedslisten vil redde Bødskov.
Mange har det sidste par dage spurgt, om Enhedslisten ikke kunne bruge Bødskov-krisen til at få ændret på den omstridte offentlighedslov. Det forekommer ikke sandsynligt. Loven er vedtaget, og den er resultatet af en bindende politisk aftale mellem regeringen og Venstre og konservative. Den eneste del af offentlighedslovkomplekset, der måske kunne pilles ved, er justitsministerens udkast til en vejledning til loven, der indeholder stramninger af åbenheden udover dem, der er gennemført i loven. Men det ville i så fald være småpillerier.
Spørgsmålet er derudover, om det overhovedet er politisk muligt – og ønskeligt – at redde Bødskov. Han er blevet symbol på et systematisk samarbejde mellem embedsmænd og politikere fra de såkaldte regeringsbærende partier om at lukke af for befolkningens mulighed for at kontrollere magtudøvelsen i Danmark.
Hans håndtering af sagen om det aflyste Christiania-besøg ligger fuldstændig på linje med dette mørklægningsarbejde.
Af en eller anden ikke endeligt dokumenteret grund ville PET med ministerens støtte ikke have, at Pia Kjærsgaard (DF) besøger Christiania sammen med Retsudvalget. Klager fra tillidsfolk i PET går ud på, at man ikke ville bruge mandskab til at passe på hende, mens Bødskov i et svar til retsudvalget nu siger, at der lå en reel trusselsvurdering bag aflysningen.
Uanset hvad der er rigtigt, stak Bødskov en løgn. Retsudvalget skulle ikke vide noget, og det fik så i stedet en løgnehistorie.
Hvis Bødskov må gå, er det nok et nederlag for dem, der vil lukke af for åbenheden i Danmark. Men det er ikke et nederlag, der umiddelbart gør nogen forskel i forhold til den offentlighedslov, han var hovedansvarlig for.
Skal den ændres, er det et langt og hårdt arbejde, der skal gøres, på at påvirke de folketingsmedlemmer, der lod sig kyse til at stemme for loven. De skal forstå, at selvom åbenhed ikke nødvendigvis gør livet lettere, så gør den det sundere og mere demokratisk.
Af Lars Rugaard