Det er lidt hektisk at jage fra samråd til samråd i på Folketingets webside for at se topministre gøre bod i sæk og aske. En naturlig tanke undervejs er, om der virkelig ikke findes bedre måder at håndtere fortielser, vildledninger, misforvaltninger, løgnehistorier og alle de andre belastninger af ministres troværdighed på.
Tilsyneladende har ministre det på samme måde som andre, der bryder love og andre regler på. Når bilisten ræser mellem 110 km/t-skiltene med 170 i timen, er han sikker på, at politiet ikke opdager det.
Når man ser på tidligere og igangværende ministersager, er der meget, der tyder på, at en væsentlig ingrediens er troen på, at det kritisable nok ikke opdages. Når embedsmænd i Socialministeriet bryder alle forvaltningsregler og principper for at for at give en alt for gavmild minister nissehue og vatskæg på, må de have troet, at den slags ses ikke, når det sner.
Til nytår risikerer vi, at det bliver endnu værre. Så gælder en ny offentlighedslov, der på trods af sit navn gør det endnu lettere for ministre og embedsmænd at skjule, hvad der sker bag de dobbeltlukkede døre. Hidtil har mørklægningen kun været trukket ned, når det drejede sig om ministerrådgivning i selve ministeriet, men nu udvides det til også at gælde underliggende styrelser og andre ministerier.
Dermed bliver det endnu sværere for ministre og embedsmænd at forestille sig, at de vil blive afsløret, når de bøjer regler, stikker løgnehistorier eller i det hele taget foretager sig noget, de ikke må. Og det bliver unægtelig også mere bøvlet at få sandheden gravet frem for almindelige borgere, organisationer og pressefolk. Ikke at det nødvendigvis bliver umuligt, for der findes mange danskere med samvittigheden i orden, som vil føle sig endnu mere forpligtet til at fortælle sandheden. Men bøvlet bliver det, og måske kommer der også nogle flere vådeskud.
Men værst er nok, at det vil være en tilskyndelse til at snyde, fordi det kan blive sværere at opdage det.
En af dagens andre forklaringer på ministerkriserne går ud på, at ministrene er for uerfarne. Den kommer fra den tidligere statsministerrådgiver Peter Mogensen (se den her). Den forklaring er der rimelighed i, for stort set hele den siddende regering inklusiv chefen i statsministeriet havde ingen ministererfaring, da de kravlede op på taburetterne.
Dertil kan føjes, at mange – også her inklusiv chefen – har en karriere som mappe- eller taskebærere bag sig, altså som unge politikerspirer, der kom frem ved at arbejde for politikere og som derfor ikke har ret megen erfaring fra det udkantsdanmark, der ligger rundt omkring Slotsholmen i København.
Det gælder bl.a. den senest afgåede minister, justitsminister Morten Bødskov, der havnede i det ministerium, det formentlig er sværest at styre for en politiker. Embedsmændene i Justitsministeriet er nogle af den danske embedsmandsstands tungeste drenge (M/K), og man kan have sin tvivl om, at de har haft egentlig politisk modspil siden den konservative Erik Ninn-Hansen midt i 1980’erne tvang dem til at bryde loven og udløste Tamilsagen.
Statsministeren er nu i gang med at flytte rundt på brikkerne i sin regering. Måske betyder det, at der kommer det, som en kommentator kaldte “mere driftssikre ministre”. Det er der sikkert mange, der gerne vil give hende råd om.
Rådet herfra er, at statsministeren skal gå til angreb på den alvorligste tilskyndelse til at snyde på vægten, nemlig troen på, at “den går nok, for det er der da ingen der opdager”.
Drop mørklægningsloven (altså den nye offentlighedslov) og udvid åbenheden ved at indskrænke nogle af de undtagelser fra aktindsigten, der findes i den gamle lov. Så er vi mange (ca. 5 mio. danskere) der skal hjælpe ministrene med til at rette sig efter love, regler og god forvaltningsskik.
Af Lars Rugaard