Skulle vi ikke ta’ og mødes?

Søndag aften er der lysfest mod den ny offentlighedslovs (”mørklægningslovens”) ikrafttræden ved nytår. Den fest skal jeg med til, for den bliver et væsentligt afsæt for den kamp, der nu skal i gang:

Kampen for at få skabt en ny offentlighedslov, der giver de danske vælgere mulighed for at kontrollere de politikere, de giver mandat til at regere.

Der er ingen af lysfest-deltagerne, der forestiller sig, at politikerne bag loven vil blive forskrækket af lysskæret fra festen og kapitulere. Når politikerne trodsede protester og argumenter mod mørklægningen, gjorde de det i en forvisning om, at magten gav dem ret til at gennemføre en ændring, der gør det lettere at dække over magtmisbrug og misregering.

De ved også, at de har de magtfulde topembedsmænds støtte. Da man overvejede at indføre åbenhed i Danmark i 1956, var topembedsmændene imod, og det har de været lige siden. Følger man aktuelle sager – Statsløsesagen, GGGI, Solcellesagen, Skattesagen f.eks. – ser man, hvad det er, de ikke vil have åbenhed i.

Nej, de og deres uerfarne politiske chefer kan vi ikke forvente vil se lyset.

Det vil vi andre. Og lyset vil afsløre for os, at vi ikke bare er enkeltpersoner, der er skræmt over, at de regerende lukker af for folkets berettigede krav om indsigt samtidig med, at de igen og igen øger overvågningen af de regerede.

Lyset gør det muligt for os at lære alle de andre, der deltager i kampen for reelt demokrati, at kende. Det vil give os en oplevelse at arbejde videre på. Og det vil forpligte os til at handle, hver gang muligheden melder sig for at lære politikere og embedsmænd, hvad åbenhed skal være.