For 43 år siden forsøgte Danmark at blive et moderne demokrati med en åben og gennemsigtig administration. For 27 år blev åbenheden og gennemsigtigheden udvidet. I nat blev det meste af disse demokratiske fremskridt sat over styr.

Herefter kan politikere og embedsmænd regere uden  at de regerede har reel mulighed for at kontrollere, at alt går rigtig til i den offentlige administration. Det gælder, uanset om  der er tale om  forskellige myndigheder eller om ministre og folketingsmedlemmer. Blot man kalder det ministerbetjening, er det i orden at lukke af.

Stramningen af den såkaldte offentlighedslov finder sted på baggrund af en bekymrende serie af skandaler omkring forholdet mellem ministre og embedsmænd. Der er god grund til at mene,  at det er de mange skandaler, der har været i de sidste 27 år, der har fået topembedsmænd til at foreslå og regeringsbærende partier til at vedtage stramningen.

Loven var kun et par år gammel, da Folketingets flertal fejede en belastende Tamilsag ind under gulvtæppet. Der skulle afsløringer ved hjælp af aktindsigt og whistleblowing til, før sagen var så belastende, at en dommerundersøgelse og siden en rigsretssag blev sat i gang.

Sagen var belastende for embedsmandssystemet, der har en forpligtelse til at advare ministre mod ulovlig administration i klart sprog og om nødvendigt sige højt og klart fra.

Siden har skandale efterfulgt skandale og de er ofte blevet afsløret gennem adgangen til at følge udvekslingen af dokumenter mellem ministerier og underliggende styrelser – den adgang, der nu er lukket for.

Alene det nu afsluttede 2013 var rig på den  slags skandaler, hvor ministre og topembedsmænd har spillet hovedrollen.

Rigsrevisionen undersøger trods regeringsprotester åbenlyst lovsjusk i energiministeriet, og 2014 vil vise, om energiminister Martin Lidegaard kan nøjes med den næse, han allerede har indkasseret.

Statsløsekommissionen skal redegøre for, hvad der skete, da tidligere energiminister Birthe Rønn Horbech og hendes topembedsmænd, bl.a. departementschef Claes Nilas, lod være at følge loven – stort set som detr skete i Tamilsagen.

Skattesagskommissionen skriver på en redegørelse om det spegede spil mellem tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, departementschef Peter Loft og skattedirektør Eigil Andersen i skattesagen omkring statsminister Helle Thorning Schmidts mand, Stephen Kinnock skatteforhold.

Advokater gennemfører, hvad der betegnes som en uvildig undersøgelse af socialminister Anette Vilhelmsens foræring af en million kroner til Zornigs hus inden andre havde mulighed for at søge lignende tilskud.

Embedsmænd i Udenrigsministeriet er til tjenstlig undersøgelse, fordi de angiveligt fortiede, at tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach havde godkendt miljøvækstorganisationen GGGIs kritisable rejseregler, selvom han ikke selv vidste eller huskede det.

Og så har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen måttet indrømme, at tre gange så mange er røget ud af kontanthjælpsystemet, som det blev  påstået for et år siden – noget som regeringen allerede vidste den gang uden at indrømme det.

Det er skandaler, der er kommet frem under – og på grund af – den gamle, nu afdøde offentlighedslov, og de kan ikke forties med tilbagevirkende kraft.

Men som mediemanden Lasse Jensen fornylig skrev i Information (læs her): det der ikke kan forklares, kan altid bortforklares. Så nu hedder det sig fra Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, at de mange “møgsager” skyldes, at alt for mange embedsmænd er sparet væk (læs her).

Det er en interessant forklaring, for ganske vist er der kommet mange  forklaringer fra dem, der er impliceret i skandalerne, men ikke, at der var tale om mangel på arbejdskraft.

Men måske kommer den nu.

Af Lars Rugaard