Efter flere års arbejde og udgifter på omkring 30 millioner kroner nåede skattesagskommissionen frem til, at den ikke har tænkt sig at gøre noget ved den eneste rygende pistol, den fandt– at topembedsmænd snød ombudsmanden for korrekt viden om skatteministeriets snagen i sagen om statsministeren og hendes mands skattesag.
Spørgsmålet om, hvad man skal stille op med skattedepartementschefens og skattedirektørens manipulationer med virkeligheden er nu blevet sendt til hjørnespark. Først skal en advokat og siden de to gerningsmænds kolleger i moderniseringsstyrelsen og justitsministeriet afgøre, om de to kan og evt. skal drages til ansvar.
Forklaringen finder man ifølge kommissionen i det kommissorium, som tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) godkendte i december 2011. Kommissoriet nævner, at kommissionen skal undersøge og redegøre for ombudsmandssagen, men det sker på en måde, som ifølge kommissionen betyder, at den ikke skal se på, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for embedsmændene.
Kommissionen skriver:
”Det er således ikke i kommissoriet beskrevet i et selvstændigt punkt eller i øvrigt beskrevet, at kommissionen skal undersøge og redegøre for, om der er afgivet urigtige oplysninger til ombudsmanden svarende til punkterne, om nogen har involveret sig, og om der er videregivet oplysninger.”
Kommissionen henviser også til, at Jyllands-Posten allerede havde afsløret snyderiet, da kommissoriet blev skrevet. Den mener på den baggrund, at havde ministeriet ønsket at afklare ansvaret, havde det gjort det klart i kommissoriet.
På dette grundlag kunne det se ud til, at den fyrede justitsminister har hovedansvaret for, at ombudsmandsspørgsmålet blev trukket ud af kommissionens retlige vurdering.
Han og embedsmændene i justitsministeriet vidste, at der var fiflet med embedsmændenes forklaringer til ombudsmanden, og at emnet ville komme op under skattesagskommissionens arbejde. Det var ikke blot noget, Jyllands-Posten havde fortalt – det var noget, der blev dokumenteret i offentlige dokumenter, som ministeriet havde eller kunne skaffe sig adgang til.
Når kommissoriet på denne baggrund behandler ombudsmandssagen på en anden måde end de øvrige elementer i sagen, er det naturligt for jurister at tillægge det den betydning, kommissionen har valgt at læse ind i kommissoriet. Det er også naturligt at overveje, om Bødskov og folkene i justitsministeriet lige fra starten ønskede at få afgørende indflydelse på konsekvenserne for de embedsmænd, der vildledte ombudsmanden.
Men når det er sagt, er det også et spørgsmål, om kommissionen uanset ministeriets formuleringer har håndteret ombudsmandssagen forsvarligt. Der er nemlig en forskel på situationen, da kommissoriet skrives, og situationen, da kommissionen skal afgøre, hvad den mener.
Da kommissoriet udarbejdes, ved man, at der er forskel på embedsmændenes orientering af ombudsmand og minister, og at departementschefens snagen i skattesagen forties for ombudsmanden. Men det er først under kommissionens afhøringer, at spillet bliver afklaret, så det står klart, at der er tale om aftalt vildledning af ombudsmanden.
Tidligere kommissioner er i sådanne situationer vendt tilbage til opdraggiveren og har spurgt, hvordan denne situation skulle håndteres, og det kunne også være sket i skattesagen. Det er muligt, at det blev opfattet som et ”dumt spørgsmål”. Men det er værd at huske, at ”dumme spørgsmål” ofte er det, der forhindrer, at man havner i en dum situation.
For almindelige skatteydere er det dumt at bruge 30 millioner på ikke at få taget stilling til noget, som alle er enige om, er meget alvorligt.
som så ofte før har du fuldstændig ret