Justitsminister Morten Bødskovs forslag til en offentlighedslov er på trapperne, og hans ministerium har meddelt medietidsskriftet Journalisten, at der ikke er behov for at indhente høringskommentarer til forslaget, inden det sendes til vedtagelse i Folketinget.
Så med mindre et eller flere af de fem partier, der står bag forslaget, kommer på andre tanker på an den måde end gennem en høring, må man regne med, at en alvorlig indskrænkning af åbenheden i det danske samfund bliver tromlet igennem.
Undskyldningen for at sende forslaget til folketinget uden høring er, at den tidligere VK-regering sendte det forslag, Offentlighedskommissionen barslede med for mere end tre år siden, til høring. Derefter fremsatte den selv et forslag, der på nogle punkter afveg fra kommissionsforslaget.
Det anser justitsministeren for tilstrækkeligt samtidig med, at han henviser til, at der har været debat om forslaget.
Der har skam været debat om udsigterne, men det har været en debat, hvor justitsministeren stort set har glimret ved sit fravær. Da partierne, der ikke støtter aftalen mellem regeringen og VK – dvs. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance – brugte en forespørgselsdebat på at få noget at vide om hensigterne, var justitsministerens eneste svar, at nu måtte man vente på lovforslaget. Det var ikke noget, der skulle diskuteres.
Nu kommer lovforslaget, og der lægges heller ikke op til konstruktiv meningsudveksling denne gang. Et flertal har lavet en aftale, og så er der ikke behov for at høre andre meninger.
Holdningen – at man ikke skal se, ikke høre, men bare køre mod vedtagelse af loven – er ikke overraskende, når man tager forløbet af regeringens hidtidige kurs i sagen i betragtning .
Men den er foruroligende for udviklingen af det danske demokrati.
Hør hvad ELs Pernille Skipper fortalte om offentlighedslovforslaget ved et møde for journalister i ELs Journalistiske Netværk 17. januar.
Videooptagelsen ligger på: https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=ZgRDH0-E-dc#!
Pingback: Lov om offentlighed – det er vigtigt, det her! |